Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке

Hin skønne opal!PEER GYNT

(henrykt, idet han rækker hende smykket)

Anitra! Evas naturlige datter!Magnetisk jeg drages; thi jeg er mand,og, som der står hos en agtet forfatter:«Das Ewig-Weibliche ziehet uns an!»

(Måneskinsnat. Palmelund udenfor Anitras telt. Peer Gynt med en arabisk luth i hånden sidder under et træ. Hans skæg og hår er studset; han ser betydeligt yngre ud.)

PEER GYNT

(spiller og synger)

Jeg stængte for mit Paradis,og tog dets nøgle med.Det bar tilhavs for nordlig bris!mens skønne kvinder sit forlispå havsens strand begræd.Mod syd, mod syd skar kølens flugtde salte strømmes vand.Hvor palmen svajer stolt og smukt,i krans om oceanets bugt,jeg stak mit skib i brand.Ombord jeg sted på slettens skib,et skib på fire ben.Det skummed under piskens Hieb; —jeg er en flygtig fugl; o, grib, —jeg kviddrer på en gren!Anitra, du er palmens most;det må jeg saned nu!Ja, selv Angoragedens oster neppe halvt så sød en kost,Anitra, ak, som du!

(Hænger luthen over skulderen og kommer nærmere.)

Stilhed! Mon den fagre lytter?Har du hørt mit lille digt?Mon hun bar gardinet glytter,udrappert af slør og sligt? —Hys! Det klang jo, som korkenvolsomt af en flaske sprang!Nu igen! Og end en gang!Er det elskovssuk? Nej, sang; —nej, det er en hørbar snorken. —Sød musik! Anitra sover.Nattergal, hold op å slå!Alslags ufærd skal du få,hvis med kluk og klunk du vover —do, som skrevet står, lad gå!Nattergalene er en sanger;ak, jeg selv er ligeså.Han, som jeg, med toner fangerhjerter, ømme, bløde, små.Skabt for sang er natten sval;sangen er vor fælles sfære;det, at synge, er at væreos, Peer Gynt og nattergal.Og just det, at pigen sover,er min elskovslykkes tip; —det, at spidse læben overbægret uden mindste nip – ;men der er hun jo, minsæl!Bedst, hun kom, alligevel.ANITRA

(fra teltet)

Herre, kalder du i natten?PEER GYNTJa såmen; profeten kalder.Jeg blev vækket før af kattenved et volsomt jagtrabalder —ANITRAAk, det var ej jagtlarm, herre;det var noget meget værre.PEER GYNTHvilket da?ANITRAO, skån mig!PEER GYNTTal!ANITRAO, jeg rødmer —PEER GYNT

(nærmere)

Var det kanskehvad der fyldte mig så ganske,da jeg gav dir min opal?ANITRA

(forskrækket)

Ligne dig, o, verdens skat,med en ækkel kat!PEER GYNTBarn, fra elskovs standpunkt set,kan en hankat og profetkomme hartad ud på et.ANITRAHerre, spøgens honning strømmerfra din læbe.PEER GYNTLille ven;du, som andre piger, drømmerskorpen kun af store mænd.Jeg er spøgefuld igrunden,og på tomandshånd især.Af min stilling er jeg bundentil en maskes alvorsskær;dagens pligter gør mig tvungen;alt det regnskab og besvær,som jeg har med en og hver,gør mid tidt profetisk tvær;men det ligger kun på tungen. —Væk med vås! I tetatet’ener jeg Peer, – ja, den, jeg er.Hej, nu jager vi profeten;og mig selv, mig har du her!

(Sætter sig under et træ og drager hende til sig.)

Kom, Anitra, vi vil hvileunder palmens grønne vifte!Jeg skal hviske, du skal smile;siden vil vi roller skifte;da skal dine læber friske,mens jeg smiler, elskov hviske!ANITRA

(lægger sig for hans fødder)

Hvert dit ord er sødt som sange,skønt jeg lidt kun deref fatter.Herre, svar mig, kan din datter,ved at lytte, sjælen fange?PEER GYNTSjælen, åndens lys og videnskal du nok bekomme siden.Når i øst på rosenstrimerprentes gyldent; her er dagen, —da, min tøs, da gier jeg timer;du skal nok bli velopdragen.Men i nattens lune stillevar det dumt, ifald jeg vildemed en luvslidt visdoms restertræde op som skolemester. —Sjælen er jo ikke heller,ret betragtet, hovedsagen.Det er hjertet, som det gælder.ANITRATal, o, herre! Når du taler,ser jeg glimt, som af opaler!PEER GYNTKløgt, på spidsen sat, er dumhed;fejgheds knop, i blomt, er grumhed;sandhed i sin overdrift.er en bagvendt visdomsskrift.Ja, mit barn, – jeg er forsvorensom en hund, hvis ej der gårsjælsforædte folk på jorden,som til klarhed tungvindt når.Jeg har kendt en sådan krop,perlen i den hele trop;og selv han tog fejl af målet,misted meningen i skrålet. —Ser du ørken om oasen?Hvis jeg blot min turban svinger,verdenshavets flod jeg tvingertil at fylde hele stadsen.Men jeg var en dompap-pande,hvis jeg skabte hav og lande.Ved du, hvad det er at leve?ANITRALær mig det!PEER GYNTDet er at svævetørskod nedad tidens elv,helt og holdent som sig selv.Kun i mandskraft kan jeg væreden, jeg er, min lille kære!Gammel ørn sin fjærham fælder,gammel støder går og hælder,gammel kærring mister tænder,gammel knark får visne hænder, —hver og en får vissen sjæl.Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,som en sultan, hed og hel, —ej på Gyntianas banker,under palmeløv og ranker, —men, på grundlag af det færske,i en kvindes jomfru-tanker. —Ser du nu, min lille pige,hvi jeg har dig nådigst dåret, —hvi jeg har dit hjerte kåret,grundlangt, som jeg så må sige,der mit væsens Kalifat?Jeg vil eje dine længsler.Voldsmagt i min elskovs stat!Du skal være min alene.Jeg vil være den, der fængslerdig, som guld og ædelstene.Skilles vi, er livet omme, —ja, for din part, notabene!Hele du, hver trevl og tomme,uden vilje, ja, og nej,vil jeg vide fyldt af mig.Dine lokkers midnatsgaver,alt, hvad yndigt er at nævne,skal som babylonske haver,vinke mig til sultanstævne.Derfor er det brav igrundenmed dit tomme pandehvælv.Har man sjæl, så er man bundeni betragtning af sig selv.Hør, imens vi just er ved det; —hvis du vil, du skal, min tro,få en ring om ankelledet; —det blir bedst for begge to; —jeg taer plads i sjælestedet,og forøvrigt – status quo.

(Anitra snorker.)

Hvad? Hun sover! Er det gledethus forbi, hvad jeg har sagt? —Nej; det stempler just min magt,at hun flyder bort i drømmepå min elskovstales strømme.

(Rejser sig og lægger smykker i hendes skjød.)

Her er søljer! Her er fler!Sov, Anitra! Drøm om Peer —Sov! Isøvne har du kronenpå din kejsers pande sat!Sejr på grundlag af personenvandt Peer Gynt i denne nat.__________________________

(Karavanevej. Oasen langt tilbake i det fjerne. Peer Gynt, på sin hvide hest, jager gennem ørken. Han har Anitra foran sig på sadelknappen.)

ANITRALad være; jeg bider!PEER GYNTDu lille skalk!ANITRAHvad vil du?PEER GYNTVil? Lege due og falk!Føre dig bort! Gjøre gale streger!ANITRASkam dig! En gammel profet – !PEER GYNTÅ, vås!Profeten er ikke gammel, din gås!Synes du dette på alderdom peger?ANITRASlipp! Jeg vil hjem!PEER GYNTNu er du koket!Tænk, hjem! Til svigerfaer! Det var net!Vi gale fugle, af buret fløjne,tør aldri mere komme ham for øjne.Desuden, min unge, på samme stedbør man ikke for længere til slå sig ned;man mister i agt, hvad man vinder i kendskab; —især, når man kommer som profet eller sligt.Flygtigt skal man vise sig, gå som et digt.Det var s’gu på tid at besøget fik endskab.Det er vaklende sjæle, disse slettens sønner; —tilslut vanked hverken virak eller bønner.ANITRAJa, men er du profet?PEER GYNTJeg er din kejser!

(Vil kysse hende.)

Nej, se hvor den lille hakkespæt knejser!ANITRAGiv mig den ring, som sidder på din finger.PEER GYNTTag, søde Anitra, det hele pøjt!ANITRADine ord er sange! Lifligt de klinger!PEER GYNTSaligt, at vide sig elsket så højt!jeg vil af! Jeg vil lede hesten, som din slave!

(Rækker hende ridepisken og stiger af.)

Se så, min rose, min dejlige blomst;her vil jeg gå i sandet og kavetil jeg rammes af solstik og får min bekomst.Jeg er ung, Anitra; hva det for øje!Du får ikke veje mine fagter så nøje.Spas og spilopper er ungdoms kriterium!Hvis altså ikke ånd var så tung,så vilde du skønne, min yndige nerium, —din elsker gjør spilopper, – ergo er han ung!ANITRAJa, du er ung. Har du flere ringe?PEER GYNTIkke sandt? Der; grams! Som en buk kan jeg springe!Var her vinløv i nærheden, skulde jeg mig kranse.Ja minsækl er jeg ung! Hej, jeg il danse!

(Danser og synger.)

Jeg er en lyksalig hane!Hak mig, min lille tippe!Ej! Hop! Lad mig trippe; —jeg er en lyksalig hane!ANITRADu sveder, profet; jeg er angst du skal smelte; —ræk mig det tunge, som dingler i dit belte.PEER GYNTØmme bekymrig! Bær pungen for stedse; —uden guld er elskede hjerter tilfredse!

(Danser og synger igen.)

Unge Peer Gynt er en Galfrands; —han ved ikke på hvad fod han vil stå.Pyt, sa’e Peer; – pyt, lad gå!Unge Peer Gynt er en Galfrands!ANITRAFrydfuldt, når profeten i dansen træder!PEER GYNTVisvas med profetn! – Lad os bytte klæder!Hejsan! Træk ud!ANITRADin kaftan blev for lang,din livgjord for vid og din strømpe for trang —PEER GYNTEh bien!

(Knæler.)

Men gør mig en heftig sorg; —det er sødt for elskede hjerter at lide!Hør, når vi kommer hjem til min borg —ANITRATil dit Paradis; – har vi langt at ride?PEER GYNTÅ, en tusende mile —ANITRAFor langt!PEER GYNTO, hør; —du skal få den sjæl, som jeg lovte dig før —ANITRAJa tak; jeg hjælper mig uden sjæl.Men du bad om en sorg —PEER GYNT

(rejser sig)

Ja, død og plage!En volsom, men kort, – for en to-tre dage!ANITRAAnitra lyder profeten! – Farvel!

(Hun smækker ham et dygtig rap over fingerene og jager i flyvende galop tilbage gennem ørkenen.)

PEER GYNT

(står sen lang stund som lynslagen)

Nå, så skulde da også – !__________________________

(Samme sted. En time senere. Peer Gynt, adstadig og betænksom, trækker tyrkerklæderene af, stykke for stykke. Tilsidst tager han sin lille rejsehue op af frakkelommen, sætter den på, og står atter i sin europæiske dragt.)

PEER GYNT

(idet han kaster turbanen langt fra sig)

Der ligger Tyrken, og her står jeg! —Det hedenske væsen duer s’gu ej.Det var heldigt, det kun var i klæderne båret,og ej, som man siger, i kødet skårt. —Hvad vilde jeg også på den gallej?En står sig dog bedst på at at leve som kristen,vrage påfuglhabittens pral,støtte sin færd til lov og moral,være sig selv og få sig tilsidst en,tale ved graven og kranse på kisten.

(Går nogle skrit.)

Den taske; – hun var på et hængende hårifærd med at gøre mig hodet kruset.Jeg vil være et trold, ifald jeg forstår,hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset.Nå; godt, det fik slut! Var spasen drevenet skridt endnu, var jeg latterlig bleven. —Jeg har fejled. Ja; – men det er dog en trøst,at fejled på grundlag af stillingens brøst.Det var ikke selve personen, der faldt.Det er egentlig dette profetiske levnet,så ganske blottet for virksomheds salt,som har sig med smagløsheds kvalmer hævnet.En dårlig bestilling at være profet!I embedets medfør skal man gå som i tågen;profetisk taget man fluks er bét,så såre man tér sig ædru og vågen.Får så vidt har jeg gjort stillingen fyldest,netop ved at bringe den gås min hyldest.Men, ikke des mindre —

(brister i latter).

Hm, tenke sig til!Ville stoppe tiden ved at trippe og danse!Ville stride mod strømmen ved at svinge og svanse!Spille på strengeleg, kæle og sukke,og ende som en hane – med at lade sig plukke.Den adfærd kan kaldes profetisk vild. —Ja; plukke! – Tvi; jeg er plukket slemt!Nå; lidt har jeg rigtignok i baghånden gemt;jeg har noget i Amerika, noget i lommen;er altså ikke helt på fantestien kommen. —Og dette middels er igrunden bedst.Nu er jeg ikke bunden af kusk eller hæst;jeg har ingen besvær med kuffert og kærre;kort sagt, som man siger, jeg er stillingens herre. —Hvilken vej bør jeg vælge? Mangen vej står mig åben;og i valget kender man vismand fra tåben.Mit forretningsliv er et sluttet kapitel;min kærlighedsleg er en aflagt kittel.Til krebsegang føler jeg ingen drift.«Atter og fra, det er lige langt;ud og ind, det er lige trangt», —så tror jeg der står i et åndrigt skrift. —Altså noget nyt; en forældet færd;et formål som er møjen og pengene værd.Om jeg skrev mit levnet uden fordølgelse, —en bog til vejledning og efterfølgelse?Eller, bi – ! Jeg har tiden ganske til rådighed; —Hvad, om jeg som en rejsende lærdstuderte de henfarne tiders grådighed!I sandhed, ja; det er noget for mig!?Krøniker læste jeg alt som liden,og har også dyrket den videnskab siden. —Jeg vil følge menneskeslægtens vej!Jeg vil svømme som en fjær på historiens strøm,leve den op igen, som i en drøm, —se heltenes kampe for stort og godt,men i sikker behold, som tilskuer blot, —se tænkerne falde, martyrerne bløde,se riger grundes og riger forgå, —de verdensepoker slå ud af det små;kort sagt, jeg vil skumme historiens fløde. —Jeg får se at få tag i et bind af Becker,og rejse kronologisk så langt jeg rækker. —Vel sandt, – min forkundskab er ikke grundig,og historiens indre mekaniske underfundig; —men pyt; hvor udgangspunktet er galest,blir tidt resultatet orginalest. —Hvor løftende dog, at sætte sig et mål,og drive det igennem som flint og stål!

(Stille bevæget.)

Bryde, på alle kanter og ender,de bånd, som binder til hjemstavn og venner, —sprænge i luften sin rigdoms skat, —sige sin kærligheds lykke godnat, —alt for at finde det sandes mysterium, —

(tørre en tåre af øjet)

det er den ægte forskers kriterium! —Jeg føler mig lykkelig over al måde.Nu har jeg løst min bestemmelses gåde.Nu bare holde ud i tykt og i tyndt!Det er vel tilgiveligt om jeg knejserog føler mig selv, som manden Peer Gynt,også kaldt menneskelivets kejser. —Det svundnes facit og sum vil jeg eje;aldri slide de levendes veje; —samtiden er ej en skosåle værd;både troløs og margløs er mændenes færd;deres ånd har ej flugt, deres dåd ej vægt; —

(trækker på skulderen)

og kvinderne, – det er en skrøbelig slægt!

(Han går.)

__________________________

(Sommerdag. Højt opp mod nord. En hytte i storskogen. Åben dør med en stor trælås. Rensdyrhorn over døren. En flok geder ved husvæggen. En middelaldrende kvinde, lys og smuk, sidder og spinder udenfor i solskinnet.)

KVINDEN

(kaster et øje nedover vejen og synger)

Kanske vil der gå både vinter og vår,og næste sommer med, og det hele år; —men engang vil du komme, det ved jeg visst;og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.

(Lokker på gederne, spinder og synger igen.)

Gud styrke dig hvor du i verden går!Gud glæde dig, hvis du for hans fodskammel står!Her skal jeg vente til du kommer igen;og venter du histoppe, vi træffes der, min ven!__________________________

(I Ægypten. Morgendæmring. Memonstøtten står i sandet. Peer Gynt kommer gånde og ser sig en stund omkring.)

PEER GYNTHer kunde jeg passelig begynde min vandring. —Nu er jeg altså ægypter til forandring;men ægypter på grundlag af det gynske jeg.Siden Assyrien jeg lægger ivej.Helt at begynde med verdens skabelse,det vilde bare lede til fortabelse; —jeg vil ganske gå udenom bibelhistorien;jeg finder jo altid den verslige spor igen;og at se den, som man siger, i sømmene efter,ligger udenfor både min plan og mine kræfter.

(Sætter sig på en sten.)

Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig,til støtten med sin vanlige morgensang er færdig.Efter frokosten klyver jeg op på pyramiden;får jeg tid, vil jeg ranske den indeni siden.Derpå til-lands om det røde hav;kanske jeg kan finde kong Potifars grav. —Så er jeg asiater. I Babylon jeg søgerde ryktbare hængende haver og skøger, —det vil sige, de vigtigste spor af kultur.Og så med et spring til Trojas mur.Far Troja går der jo sjøvej direkteover til det herlige gamle Athen; —der vil jeg på åstedet, sten for sten,befare det pas, som Leonidas dækte; —jeg vil gøre mig fortrolig med de bedre filosofer,finde fængselet, hvor Sokrates døde som offer – ;nej, det er s’gu sandt, – det er krig for tiden – !Ja, så får Hellenismen ligge til siden.

(Ser på sit uhr.)

Det er dog for galt, hvor længe det varer,før solen rinder. Min tid er knap.Altså, fra Troja; – det var der jeg slap —

(rejser sig og lytter).

Hvad er det for en underlig susing, som farer – ?

(Soloppgang.)

MEMOSTØTTET

(synger)

Af halvgudens aske stiger foryngendefugle syngende.Zeus, den alvitende,skabte dem stridende.Visdomsugle,hvor sover mine fugle?Du må eller rådesangens gåde!PEER GYNTSandfærdig, – mener jeg ikke det gikfra støtten en lyd! Det var fortidsmusik.Jeg hørte stenrøstens stigning og sænkning. —Jeg vil skrive det op til de lærdes betænkning.

(Noterer i lommebogen.)

«Støtten sang. Jeg hørte tydligt klangen,men forstod ikke rigtig texten til sangen.Det hele var naturligvis sansebedrag. —Ellers intet af vægt observeret idag.»

(Går videre.)

__________________________

(Ved landsbyen Gizeh. Den store Sfinx udhuggen af klippen. Langt borte Kairos spir og minareter. Peer Gynt kommer; hen betragter Sfinxen opmærksomt, snart gjennem lorgnetten, snart gjennem den hule hånd.)

PEER GYNTNej, hvor i alverden har jeg truffet førnoget halvglemt, som minder om dette skabilken?For truffet det, har jeg, – i nord eller sør.Var det en person? Og, i så fald, hvilken?Han, Memnon, faldt det mig bagefter indligned de såkaldt Dovregubber,slig, som han sad der, stiv og stind,med enden plantet på søjlestubber. —Men dette underlige krydsningsdyr,denne bytting, på engang løve og kvinde, —har jeg også ham fra et eventyr?Eller har jeg ham fra et virkelig minde?Fra et eventyr? Ho, nu husker jeg kallen!Det er s’gu Bøjgen, som jeg slog i skallen, —det vil sige, jeg drømte, – for jeg lå i feber. —

(Går nærmere.)

Det selvsamme øjne; de selvsamme læber; —ikke fulst så dorsk; lidt mere forslagen;men ellers den samme i hovedsagen. —Ja så da, Bøjg; du ligner en løve,når en ser dig bagfra og træffer dig om dagen!Kan du endnu gåder? Det skal vi prøve.Nu får vi se om du, svarer som sidst, du!

(Råber mod Spfinxen.)

Hej, Bøjg, hvem er du?EN STEMME

(bak Spfinxen)

Ach, Sphinx, wer bist du?PEER GYNTHvad! Ekkoet bryder på Tydsk! Mærkværdigt!STEMMENWer bist du?PEER GYNTDet taler jo sproget færdigt!Den observation er ny og min.

(Noterer i bogen.)

«Echo på Tydsk. Dialekt fra Berlin.»

(BEGRIFFENFELDT kommer frem bag Sfinxen.)

BEGRIFFENFELDTEt menneske!PEER GYNTNå, det er ham, som prater.

(Noterer igjen.)

«Kom senerehen til andre resultater.»BEGRIFFENFELDT

(uder alslags urolige fagter)

Min herre, undskyld – ! En lebensfrage—!Hvad fører Dem just idag herhen?PEER GYNTEn visit. Jeg hilser på en ungdomsven.BEGRIFFENFELDTHvad? Sphinxen – ?PEER GYNT

(nikker)

Jeg har kendt ham i gamle dage.BEGRIFFENFELDTFamost! – Og det efter denne nat!Min pande hamrer! Den er nærved at revne!De kender ham, mand? Tal! Svar! Kan De nævne,hvad han er?PEER GYNTHvad han er? Ja, det kan jeg glat.Han er sig selv.BEGRIFFENFELDT

(med et spring)

Ha, livsgåden glindstesom lyn for mit syn! – Det er visst, at han ersig selv?PEER GYNTJa, så siger han idetmindste.BEGRIFFENFELDTSig selv! Omveltningens stund er nær!

(Tager hatten af.)

Deres navn, min herre?PEER GYNTJeg er døbt Peer Gynt.BEGRIFFENFELDT

(med stille beundring)

Peer Gynt! Allegorisk! Det var at vente. —Peer Gynt? Det vil sige: det ubekendte, —det kommende, hvis komme var mig forkyndt —PEER GYNTNej, virkelig! Og nu er De her for at hente – ?BEGRIFFENFELDTPeer Gynt! Dybsindig! Gådefuld! Hvas!hver ord er ligsom en bundløs lære!Hvad er De?PEER GYNT

(beskeden)

Jeg har altid prøvet at væremig selv. Forøvrig her er mit pas.BEGRIFFENFELDTAtter det gådefulde ord på bunden!

(Griber ham om håndledet.)

Til Kairo! Fortolkernes kejser er funden!PEER GYNTKejser?BEGRIFFENFELDTKom!PEER GYNTEr jeg virkelig kent – ?BEGRIFFENFELDT

(idet han trækker ham med sig)

Fortolkernes kejser – på selve fundamentet!__________________________

(I Kairo. Et stort gårdsrum med høje mure og byggninger omkring. Gittervinduer; jernbure. Tre vogtere i gården. En fjerde kommer.)

DEN KOMMENDESchafmann, sig mig, hvor er direktøren?EN VOGTERKørt ud imorges længe før dag.FØRSTEJeg tror der er hændt ham en ærgerlig sag;thi nat —EN ANDENHys, stille; der er han ved døren!

(BEGRIFFENFELDT fører PEER GYNT ind, låser porten og stikker nøglen i lommen.)

PEER GYNT

(for sig selv)

I sanhed, en yderst begavet mand;næsten alt, hvad han siger, går over ens forstand.

(Ser sig om.)

Så dette her er de lærdes klub?BEGRIFFENFELDTHer vil De finde den, rub og stub; —de halvfjerdsindstyve fortolkeres kreds;den er nylig forøget med hundre og treds —

(råber på vogterene).

Mikkel, Schlingelberg, Schafmann, Fuchs, —ind i burene med jer fluks!VOGTERENEVi?BEGRIFFENFELDTHvem ellers? Afsted, afsted!Når verden snurrer, så snurrer vi med.

(Tvinger dem ind i et bur.)

I kan slutte jer til resten, – jeg siger ikke mer.

(Stænger burdet og kaster nøglen i en brønd.)

PEER GYNTMen, bedste herr doktor og direktør – ?BEGRIFFENFELDTIngen af delene! Jeg var det før – .Herr Peer, kan De tie? Jeg må give mig luft —PEER GYNT

(i stigende uro)

Hvad er det?BEGRIFFENFELDTLov mig, De ikke vil skælve.PEER GYNTJeg skal prøve —BEGRIFFENFELDT

(trækker han hen i et hjjørne og hvisker)

Den absolutte fornuftafgik ved døden i aften kl. 11.PEER GYNTGud fri mig – !BEGRIFFENFELDTJa, det er yderst beklageligt.Og i min stilling, ser De, er det dobbelt ubehageligt;thi denne anstalt gjaldt lige til det sidstefor en dårekiste.PEER GYNTEn dårekiste!BEGRIFFENFELDTIkke nu, forstår De!PEER GYNT

(bleg og sagte)

Nu skønner jeg stedet!Og manden er gal; – og ingen ved det!

Конец ознакомительного фрагмента.

Текст предоставлен ООО «ЛитРес».

Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.

Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.