Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке

Henrik Ibsen "Peer Gynt. Et dukkehjem. Vildanden"

PEER GYNT

PERSONERNE

Åse, en Bondes Enke.

Peer Gynt, hendes Søn.

To Kjærringer med Kornsække.

Aslak, en Smed.

Bryllupsgjæster. Kjögemester. Spillemand, o. s. v.

Et Par Indflytterfolk.

Solvejg og lille Helga, deres Døtrre.

Bonden på Hæggstad.

Ingrid, hans Datter.

Brudgommen og hans Forældre.

Tre Sæterjenter.

En grönklædt Kvinde.

Dovregubben.

Et Hoftrold. Flere lignende. Troldjomfruer og Troldunger. Et Par Hexe.

Tomtegubber, Nisser, Hougfolk, o. s. v.

En stygg Unge.

En Stemme i mörket. Fugleskrig.

Kari, en Husmandskone.

Master Cotton, Monsieur Ballon, Deherrer v. Eberkopf og Trumpeterstråle, rejsende Herrer.

En Tyv og en Hæler.

Anitra, en Beduinhøvdings Datter.

Arabere, Slavinder, dansende Piger, o. s. v.

Memnonstötten (syngende).

Sfinxen ved Gizeh (stum Person.)

Begriffenfeldt, Professor, Dr. phil., Forstander for Dårekisten i Kairo.

Huhu, en Målstrever fra Malebarkysten. Hussejn, en østerlandsk Minister.

En Fellah med en Kongemumie.

Flere Dårekistelemmer samt deres Vogtere.

En norsk Skipper og hans Mandskab. En fremmed Passager.

En Prest. Et Ligfölge. En Lensmand. En Knappestöber. En mager Person.

__________________________(Handlingen, der begynder i Førstningen af dette Århundrede og Slutter henimod vore Dage, foregår dels i Gudbrandsdalen, og på Højfjeldene deromkring, dels på Kysten af Marokko, dels i Ørkenen Sahara, i Dårekisten i Kairo, på Havet, o. s. v.)

FØRSTE HANDLING

(En lid med lövtrær nær ÅSEs gård. En elv fosser nedover. Et gammelt kværnehus på den anden side. Hed sommerdag.)

(Peer Gynt, en stærkbygget tyveårs gut, kommer nedover Gangstien. ÅSE, moderen, liden og fin, fölger efter. Hun er vred og skjælder.)

ÅSEPeer du lyver!PEER GYNTNei, jeg gjør ej!ÅSENå, så band på, det er sandt!PEER GYNTHvorfor bande?ÅSETvi; du tør ej!Alt ihob er tøv og tant!PEER GYNTDet er sandt – hvert evigt ord!ÅSE

(foran ham)

Og du skjæms ej for din moer?Først så render du tillfjeldsmånedsvis i travle ånnen,for at vejde ren på fånnen,kommer hjem med reven pels,uden byrse, uden vildt; —og tillslut med åbne øjnemener du at få meg bildtind de værste skytterløgne! —Nå, hvor traf du så den bukken?PEER GYNTVest ved Gjendin.ÅSE

(ler spotsk)

Rigtig, ja!PEER GYNTHvasse vinden bar ifra;bak et oreholdt forstukkenhan i skaresneen grovefter lav —ÅSE

(som før)

Ja rigtig, ja!PEER GYNTPusten holdt jeg, stod og lytted,hørte knirken af hans hov,så av ene hornet grenene.Derpå varsomt mellem stenenefrem på bugen jeg meg flytted.Gjemt i røsen opp jeg glytted; —slig en bukk, så blank og fed,skulde du vel aldrig set!ÅSENej, bevares vel!PEER GYNTDet smaldt!Bukken stupte bums i bakken.Men i samme stund, han faldt,sad jeg skrævs på bukkeryggen,greb ham i det venstre øre,vilde netopp kniven kjørebagom skolten ind i nakken; —hej! da skreg han vildt, den styggen,stod med et på alle fire,slog mig med et agterkastud av næven kniv og slire,skrued mig om lænden fast,stemte hornene mod læggen,klemte mig, som i en tang; —dermed satte han på sprangbent fremover Gjendin-eggen!ÅSE

(uvilkårligt)

Jesu navn da – !PEER GYNTHar du sett denGjendin-eggen nogen gang?Den er halve milen lang,hvass bortefter, som en ljå.Udfor bræer, skred og lider,rakt nedover urder grå,kan en se till begge siderlukt i vandene, som blundersvarte, tunge, mer enn tretten —hundred alen nedenunder. —Langsmed eggen han og jegskar os gjennem vejret vej.Aldrig red jeg slig en fole!Midt imod, der vi foer fram,var det som der gnistred sole.Brune ørnerygge svami det vide svimle slugmidtvejs mellem os og vandene, —sakked agterud, som fnug.Isflak brast og brød mod strandene;men der var ej døn at høre;bare hvirvlens vætter sprang,som i dans; – de sang, de svangsig i ring for syn og øre!ÅSE

(svimmel)

Å, Gud trøste mig!PEER GYNTMed et,på en rådløs bråbratt plett,foer ivejret rype-steggen,flaksed kagglende, forskræmt,fra den Knart, hvor han sad gjemt,klods for bukkens fod på eggen,bukken gjorde halt omkring,satte med et himmelspringudfor dybet med oss begge!

(ÅSE vakler og griber efter en træstamme. Peer Gynt bliver ved.)

bag oss bergets svarte vægge,under oss en bundløst slug!Først vi kløvte lag av tåger,kløvte så en flok av måger,som igjennem luften vigendefløj till alle kanter skrikende.Nedad, uden stands, foer toget.Men i dybet glittred nogethvidlet, som en rensdyrsbug. —Moer, det var vort eget billed,som igjennem fjellsjø-stilletopp mod vandets skorpe piledi den samme vilde fart,som i den vi nedad kiled.ÅSE

(gisper efter vejret)

Peer! Gud fri meg – ! Si det snart – !PEER GYNTBukk fra luften, bukk fra bunden,stangedes i samme stundenså at skummet om oss klasked.Ja, der lå vi nu og plasked. —Langt om længe, du, vi nåddenordre landet på en måde;bukken svam, og jeg hang bak ham; —jeg for hjem —ÅSEMen bukken, du?PEER GYNTÅ, han går der vel ennå; —

(knipser i fingrene, svinger seg på hælen og tilføyer):

kan du finne ham, så ta ham!ÅSEOg du har ei knekket nakken?Ikke begge lår engang?Ikke ryggbenet brutt?O, Vårherre, – prisen, takk,skyldes deg, som hjalp min gutt! —Buksen har dog fått en revne;men det er knapt ved at nevne,når en minds, hvad meget værrekunne hende i slik et sprang!

(Stanser plutselig, seg på ham med åpen munn og store øyne, kan lenge ikke finne ord, endelig utbryter hun:)

O, din fandens reglesmed;kors og kors, hvor du kan lyve!Remsen, som du kommer med,minds jeg nu at jeg har kjenntsom en jente på de tyve.Gulbrand Glesne er det hent, —ikke deg, du!PEER GYNTMeg som ham. Slik kan mer enn en gang hende.ÅSEJa, en løgn kan endevendes,stadses op med brask og bram,klædes i en nygjordt ham,så dens magre skrot ej kendes.Det er det, som du har gjort,lagt alt så vildt og stort,uglet ut med ørneryggeog med alt det andet stygge,løyet ligt og uligt væk,skrønet ind slig måløs skræk,at en kendes ej ved tilsidst,hvad en længst har hørt og vidst!PEER GYNTHvis en anden snakked slig,skulde helseløs jeg slå ham!ÅSE

(grædende)

Å, Gud give jeg lå lig;gid jeg sov i svarte jorden!Bøn og gråd ej binder på ham. —Peer, du er og blir forloren!PEER GYNTKære, vakkre, lille moer,du har ret i hvert et ord; —vær så blid og glad —ÅSETi stille!Kan jeg glædes, om jeg vilde,jeg, som har sligt svin til søn?Må det ikke bittert krænkemeg, en stakkars magtløs enke,stødt at fange skam for løn?

(Græder igjen.)

Hvad har slægten nu tilbagefra din farfars velmagtsdage?Hvor er skæpperne med myntefter gamle Rasmus Gynt?Faer din gav dem fødder, han, —ødte dem så glat som sand,købte jord i alle sogne,kjørte med forgyldte vogne – ,Hvor er det, som gik tilspildeved det store vintergilde,da hver gæst lod glas og flaskebag sin ryg mod væggen klaske?PEER GYNTHvor er sneen fra ifjor?ÅSEDu skal tie for din moer!Se tilgårds! Hvert andet rude —hul er fyldt med gamle klude.Hægn og skigard ligger nede,fæet står for vejr og væde,eng og aker ligger brak,hver en måned blir jeg pantet —PEER GYNTTi så med den kærringsnak!Ofte nok har lykken skrantet,og så kom den højst påfode!ÅSEDer er saltrød, hvor den grode.Kors, men du er storkarl, du, —lige kaut og kry endnu,lige knøv, som dengang presten,der han kom fra Kjøbenhavn,spurgte deg som døbenavn,bandt på at sligt et nemmesakned magen prins derhjemme,så at faer din gav han hestenmed en slæde tol, som takfor den vennesæle snak, —Hå; ja da var alting gildt!Provst, kaptejn og hele restenhang der dagstødt, åd og drak,fyldte seg, så fast ed sprak.Men i nød skal kendes næsten.Her blev folketomt og stiltsamme dag da ’Jon med skæppen’tog ivej med kramkarl – skræppen.

(Tørker øynene med forkledet.)

Ak, du er dog stærk og stor,skulde stå som stav og støttefor din gamle skrale moer, —skulde gårdens gerning skøtte,værge slumpen af din arv; —

(græder påny)

å, Gud hjælpe med for nyttejeg har havet af dig, din skarv!Hjemme ligger du i gruen,roder rundt i kul og emmer;mellom bygdens folk du skræmmerjentene fra gildestuen, —gør mig spe på alle kanter,slås med sognets værste fanter —PEER GYNTLad mig være.ÅSE

(følger efter)

Kan du nægtedu var fremste mand i lageti det store basketaget,som for nylig stod på Lunde,der I slogs som olme hunde?Var det ikke dig, som knæktearmen på han Aslak smed, —eller idetmindste brækteene fingeren hans af led?PEER GYNTHvem har fyldt dig med slig præk?ÅSE

(hidsig)

Husmanskonen hørte hylene!PEER GYNTJa, det var meg, som skregÅSEDig?PEER GYNTJa, moer, – for jeg fikk pryglene.ÅSEHva for någet?PEER GYNTHan er sprækÅSEHvem er sprækPEER GYNTHan, Aslak, ved jeg.ÅSETvi – og tvi; nu må jeg spytte!Slig en slarvet fyldebøtte,slig en rangler, slig en dranketdrammesluger har dig banket?

(Gråter igjen.)

Mangen skam og skændsel led jeg;men at dette skulde ske,det var dog den værste spe.Lad ham være nok så spræk; —skal du derfor være vek?PEER GYNTOm jeg hamrer eller hamres, —ligefuldt så skal der jamres.

(Ler.)

Trøst dig, moer —ÅSEHvad? Har du løjet nu igjen?PEER GYNTJa, denne gang.Tør så gråden pent af øjet; —

(knytter den venstre hånd)

se, – med denne knibetangholdt jeg hele smeden bøjet;højre næven var min slægge —ÅSEO, din slagsbror! Du vil læggemig i graven med din færd!PEER GYNTNei da; du er bedre værd;tyve tusend gange bedre!Lille, stygge, snille moer,du kan lide på mit ord,hele bygden skal dig hædre,bare vent til jeg får gjortnoget – noget rigtigt stort!ÅSE

(blæser)

Du!PEER GYNTHvem ved, hvad en kan møde!ÅSEGid du bare blev så klog,at du engang kunde bødeflængen i din egen brog!PEER GYNT

(hidsig)

Jeg skal blive konge, kejser!ÅSEÅ. Gud trøste mig, nu rejsersidste resten av hans vid!PEER GYNTJo, jeg sal! Giv bare tid!ÅSEJa, giv tid, så blir du prins,siges der, om ret jeg minds!PEER GYNTDu skal se, moer!ÅSEHold din mund!Du er gal i bunde og grund, —Nå, det er forresten sandt, —noget var derblevet af dig,hvis du ikke dagstødt gav digaf med løgn og tøv og tant.Hægstadjenten var dig god.Let du havde vundet spillet,hvis du rigtig havde villet —PEER GYNTTror du?ÅSEGamlen har ej kræftertil at stå sit barn imod.Han er stivsindt på en måde;men til slut får Ingrid råde,og hvor hun går, fod for fodstavrer knarken arrig efter

(begynder igen at græde)

Ak min Peer; en grundrig jente, —odelsjente! Tænk dig til; —hvis du bare havde villet,stod du nu som brudgom gild, —du, som går her svart og fillet!PEER GYNTKom, så vil vi ja-ord hente!ÅSEHvor?PEER GYNTPå Hægstad!ÅSEStakkars dig;Den er stængt, den friervej!PEER GYNTHvorfor det?ÅSEAkk, jeg må sukke!Spildt er stunden, spildt er heldet —PEER GYNTNå?ÅSE

(hulkende)

Mens du i vesterfjeldetgennem luften red på bukke,har Mads Moen fæstet jenten!PEER GYNTHvad? Den kvindfolk—skræmsel! Han!ÅSEJa, hun taer ham nu til mand.PEER GYNTVent mig her, til jeg får spændt enhest for kærren —

(vil gå).

ÅSESpar sligt spræl.Bryllupet skal stå imorgen —PEER GYNTPyt; jeg kommer jo i kveldÅSETvi dig; vil du øge sorgenmed et læs af hvermands spot?PEER GYNTTrøst dig. Alting skal gå godt.

(Skriger og ler på en gang.)

Hejsan, moer! Vi sparer kærren;det taer tid at hente mærre.

(Løfter hende ivejret.)

ÅSESlip mig!PEER GYNTNej, på mine armebær jeg dig til bryllupsgården!

(Vader ut i eleven.)

ÅSEHjælp! Vorherre sig forbarme!Peer! Vi drukner —PEER GYNTJeg er båren!til en gildere død —ÅSEJavisst;du blir sagtens hængt tilsidst!

(Rusker ham i håret.)

O. dir ubæst!PEER GYNTHold nu fred;her er glat og slim på bunden.ÅSEAsen!PEER GYNTJa brug bare munden;det gør ingen mand fortred.Så; nu skår det atter op —ÅSESlip ej taget!PEER GYNTHejsan, hop!Vi skal lege Peer og bukken; —

(galloperende)

Jeg er bukken, du er Peer!ÅSEÅ, jeg ved ej af mig mer!PEER GYNTSer du; nu er evjen rukken;

(vader iland)

giv så bukken pent et kys;det får være tak for skyds —ÅSE

(slår ham på øret)

Der er tak for skydsen!PEER GYNTAu!Den betaling var for snaud!ÅSESlip mig!PEER GYNTFørst til bryllupsgården.Vær min talsmand. Du er klog;snak med ham, den gamle dåren;sig Mads Moen er et drog —ÅSESlip!PEER GYNTOg sig ham så tilslut,hvad Per Gynt er for en gut.ÅSEJa, det kan du bande på!Du skal vakkert skudsmål få.Skildres skal du for og agter;alle dine fandens fagterskal jeg nævne grejdt og grant —PEER GYNTSå?ÅSE

(sparker i arrighed)

Jeg skal ej stagge munden,fød den gamle hidser hundenpå dig, som var en fant!PEER GYNTHm; så får jeg gå alene.ÅSEJa, men jeg skal komme efter!PEER GYNTSnille moer, du har ej kræfter —ÅSEIkke det? Jeg er så sindt,at jeg kunde knuse stene!Hu, jeg kunde æde flint!Slip mig!PEER GYNTJa, ifald du lover —ÅSEIntet! Jeg vil med der over.De skal vide, hvem du er!PEER GYNTNej, du får nok vente her.ÅSEAldri! Jeg vil med i lagetPEER GYNTFår ej lov.ÅSEHvad vil du gjøre?PEER GYNTSette dig på kværnetaget

(sætter hende derop. ÅSE skriger).

ÅSELøft mig ned!PEER GYNTJa vil du hø – ?ÅSESludder!PEER GYNTSnille moer, jeg beer —ÅSE

(kaster en græstørv efter ham)

Løft mig ned på timen, Peer!PEER GYNTTurde jeg, så visst jeg vilde.

(nærmere)

Husk nu på at sidde stille.Ikke spark og spænd med benene;ikke riv og rusk i stenene, —eller kan det gå dig ilde;du kan dratte ned.ÅSEDit bæst!PEER GYNTIkke spræl!ÅSEGid du var blæstsom en bytting ut af verden!PEER GYNTFy da, moer!ÅSETviPEER GYNTGiv mig hellerdin velsignelse til færden.Vil du? Hvad?ÅSEJeg vil dig dænge,om du end er nok så stor!PEER GYNTJa, far vel da, kære moer!Hav nu tål; jeg blir ej længe.

(Går, men vender sig, løfter fingeren formanende og siger.)

Husk så på du ikke spræller!

(går).

ÅSEPeer! – Gid hjælpe mig, nu går han!Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,vil du høre! – Nej, der skrår han over jordet – !

(Skrigende.)

Hjælp! Jeg svimler!

(to kærringer med sække på ryggen kommer nedover til kværnen).

FØRSTE KÆRRINGKors; hvem skriger?ÅSEDer er mig!ANDRE KÆRRINGÅse! Se, – så høyt på strå?ÅSEDette her vil lidt forslå; —snart Gud bedre mig, jeg himler!FØRSTE KÆRRINGSigne rejsen!ÅSEHent en stige;jeg vil ned! Den fandens Peer —ANDRE KÆRRINGSønnen jers?ÅSENu kan I sige,I har set, hvor han sig ter.FØRSTE KÆRRINGVi skal vidne.ÅSEHjælp mig bare;jeg vil bent til Hægstad fare —ANDEN KÆRRINGEr han der?FØRSTE KÆRRINGSå blir I hævnet;smeden kommer og til stævnet.ÅSE

(vrider hænderene)

Å, Gud trøste mig for gutten;de tar livet hans til slutten!FØRSTE KÆRRINGAk, den lod er tidtnok drøftet;trøst jer med, det er så laget!ANDEN KÆRRINGHun er rent fra sans og vid.

(Råber opover.)

Ejvind, Anders! Hej, kom hid!EN MANDSSTEMMEHvad er fat?ANDEN KÆRRINGPeer Gynt har løftetmoer sin op på kværnetaget!__________________________

(En liten højde med busker og lyng. Bygdevejen går bagenfor; et gærde skiller imellem.)

PEER GYNTDer ligger Hægstad. Snart er jeg fremme.

(Stiger halvt over; så betænker han sig.)

Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?

(Skygger for øjnene og ser bortover.)

Nei. Sendingsfolk myldrer tilgårde som myg. —Hm, det er kanske rettest jeg vender.

(Trækker atter benet til sig).

Stødt så flirer de bag ens ryg,og tisker, så det tvers igennem en brænder.

(Går nogle skridt fra gærdet og river tankespredt i løvet.)

Den som havde noget stærkt at drikke.Eller den, som kunde gå uformærkt. —Eller den, som var ukendt. – Noget rigtig stærktvar bedst, for så bider latteren ikke.

(Ser med engang ligesom forskremt omkring sig; derpå skjuler han sig imellem buskene. Nogle folk med sendingskost går forbi nedover mod bryllupsgården.)

EN MAND

(i samtalen)

Faer hans var fordrukken, og moer hans er låk.EN KONEJa, så får en ikke undres på at gutten blir et drog.

(Folkene går videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i ansigtet og kiger efter dem.)

PEER GYNT

(sagte)

Å, lad dem snakke!De kan da vel ikke livet av mig rakke.

(Kaster sig ned i lyngbakken, ligger længe på ryggen med hændene under hovedet og stirrer op i luften.)

For en underlig sky. Den ligner en hest.Der er mand på med, – og sadel – og grime. —Bagefter rider en kærringpå en lime.

(Ler småt ved sig selv.)

Det er moer. Hun skælder og skriegr: dir bæst;hejda, Peer! —

(Lidt efter lidt lukker han øjnene.)

Ja, nu er hun bange. —Peer Gynt rider først, og der følger ham mange. —Hesten har sølvtop og guldsko fire.Selv har han handsker og sabel og slire.Kåben er sid og med silke foret.Gilde er de, som ham følger i sporet.Ingen dog sidder så stout på folen.Ingen dog glittrer som han imod solen. —Neder står folk i klynger langs gærdet,løfter på hatten og glaner ivejret.Kvinderne nejer sig. Alle kan kendekejser Peer Gynt og hans tusende svende.Tolvskillingsstykker og blanke markerned han som småsten på vejen sparker.Rige som grever blir alle i bygden.Peer Gynt rider tvers over havet i højden.Engellands prins står på stranden og venter.Det samme gør alle Engellands jenter.Engellands stormænd og Engellands kejser,der Peer rider frem, sig fra højbordet rejser.Kejseren letter på kronen og siger —ASLAK SMED

(til nogle andre, idet de går forbi hinsides gærdet)

Nej, se da; Peer Gynt, det drukne svin – !PEER GYNT

(farer halvt ivejret)

Hvad, kejser – !SMEDEN

(læner sig til gærdet og smågriner)

Rejs på dig, gutten min!PEER GYNTHvad djævelen! Smeden! Hvad godt vil du?SMEDEN

(til de andre)

Lunde-sviren hænger nok i ham endu.PEER GYNT

(springer op)

Gå med det gode.SMEDENJeg skal så, ja.Men karl, hvor kommer de sidst ifra?Sex uger væk. Var du bergtagen? Hvad!PEER GYNTJeg har gjort underlige gerninger, smed!SMEDENLad os høre, Peer!

(Blinker til de andre.)

PEER GYNTKommer ingen ved.SMEDEN

(lidt efter)

Du skal vel til Hægstad?PEER GYNTNej.SMEDENEn tidde sagde, jenten derborte var dig blid.PEER GYNTDu svarte kortp – !SMEDEN

(viger lidt)

Ikek harm dig, Peer!Har Ingrid vraget dig, så finds jo fler – ;tænk; søn til Jon Gynt! Følg med tilgårds;der kommer både ung-lam og enker tilårs —PEER GYNTTil helved – !SMEDENDu finder nok en som vil ha’e dig. —God kveld! Nu hilser jeg bruden fra dig. —

(De går under latter og hvisken.)

PEER GYNT

(ser efter dem, gør et kast og vender sig halvt om)

For mig kan Hægstad-jenten sig giftemed hvem hun vil. Jeg er lige sæl!

(Ser nedover sig.)

Brogen revnet. Fillet og fæl. —Den, som havde noget nyt at skifte.

(Stamper i bakken.)

Kunde jeg med et slagtertagrive dem ringeagten ud af bringen!

(Ser sig plutslig om.)

Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag?Hm, jeg syntes så visst – . Nej, det var nok ingen. —Jeg vil hjem til moer.

(Gåt opover, men standser igen og lytter mod bryllupsgården.)

De spiller til dans!

(Stirrer og lytter; går skridtvis nedover; øjnne lyser; han gnider sig langsad benene.)

For et mylder av jenter! Syv-otte tilmands!Å, piskende død, – jeg må med i laget! —Men moer, som sidder på kværnetaget —

(øjnene drages nedover igen; han hopper og ler).

Hejsan, hvor hallingen går over tråkken!Ja, han Guttorm med felen er glup!Det låter og sprætter, som fos i et stup.Og så hele den glittrende jenteflokken! —Ja piskande død må jeg med i laget!

(Sætter med et spring over gærdet og nedover vejen.)

__________________________

(Tunet på Hægstad. Stuebygningen længst tilbake. Mange gæster. Dansen går livligt borte på græsvolden. Spillemanden sidder på et bord. Køgemesteren står i døren. Kokkekoner går frem og tilbake mellom bygningene; ældre folk sidder hist og her i samtale.)

EN KONE

(tager plads i en klynge, siddende på nogle tømmerstokke)

Bruden? Å, ja visst græder hun lidt;men det skal en aldri ændse.KØGMESTEREN

(i en anden flok)

Nu får I, godtfolk, på dunken lænse.EN MANDTak, som byder; men du skænker for tidt.EN GUT

(til spillemanden, idet han flyver forbi med en jente ved hånden)

Hejsan, Guttorm, spar ikke strengene!JENTENStryg, så det ljomer udover engene.JENTER

(i ring om en gut, som danser)

Gjildt kast var det!EN JENTEHan er spenstig i læggen!GUTTEN

(dansende)

Her her højt til loftet og vidt til væggen!BRUDGOMMEN

(smågredende, nærmer sig faderen, som står i samtale med et par andre, og trækker ham i trøjen)

Hun vil ikke, faer; hun er så kaut!FADERENHvad vil hun ikke?!BRUDGOMMENHun har stængt sig inde.FADERENNå, så se du kan nøglen finde!BRUDGOMMENJeg ved ikke vejen!FADERENDu er et naut!

(Vender sig til de andre igjen. Brudgommen driver bortover tunet.)

EN GUT

(fra bagsiden af huset)