Doktor Nikola

Medens han talte, førte han mig ind i det Værelse, han lige var kommen ud af. Det var hans Spisestue, som var udstyret paa en noget tung, men overdaadig Maade. I en Stol ved det lange Bord – for Mc'Andrew havde en stor Familie, og de var tolv til Bords hver Dag – sad der en lille graahaaret Dame, hans Hustru, og lige over hende en smuk, ung Pige paa seksten Aar, som syede; det var hans yngste Datter og hans Kæledægge. Jeg kunde se paa deres Ansigter, at mit sene Besøg ogsaa gjorde dem forbavset, men efter et Par almindelige Bemærkninger sagde de Godnat og forlod Værelset.

"Jeg antager, at De har en meget vigtig Grund til dette Besøg, ellers vilde De vel ikke være her?" sagde Mc'Andrew, idet han rakte mig en Cigarkasse. "Har De hørt om nogen ny Plads, eller er Deres uskyldige Ven Nikola begyndt at snyde Dem?"

"Nej, der er ikke Tale om nogen af de Ting," svarede jeg leende, "men da jeg efter al Sandsynlighed forlader Shanghai i Morgen tidlig, før Bankerne lukker op, kommer jeg til Dem for at se, om jeg kan faa Dem til at tage Dem af denne Anvisning for mig."

Jeg tog Dr. Nikolas Anvisning frem og rakte ham den. Han tog den, stirrede paa den, saá op paa mig, saá igen paa den og gav sig til at fløjte.

"Det ser jo unægtelig ud som en Forretning," sagde han.

"Ja, ikke sandt?" svarede jeg. "Jeg kan neppe tro, at jeg er 10,000 Pund værd."

"Ja, man maa jo ønske Dem til Lykke. Men hvad er det, De vil have, at jeg skal gøre?" spurgte Mc'Andrew, idet han blev ved med at vende Anvisningen, som om det var en eller anden Talisman, der pludselig kunde gribe ham og forvandle ham til en Kamel eller en Blæksprutte, før han vidste af det.

"Jeg vilde gerne have, at De skulde gemme den for mig," svarede jeg, "og deponere den i Deres Bank, hvis De ikke har noget imod det. Jeg rejser min Vej og bliver sikkert et halvt Aar, muligvis et helt Aar borte, og naar jeg kommer tilbage til Shanghai, skal jeg komme til Dem og forlange den, det vil sige – hvis jeg kommer tilbage."

"Og hvis De nu ikke gør det?"

"I saa Fald efterlader jeg det hele til Dem. Vil De i Mellemtiden være saa venlig at give mig et Forskud paa tyve Pund? Har De noget imod det?"

"Nej, ikke det mindste," svarede han; "men det er bedst, vi faar skrevet det op altsammen, saa at der ingen Fejltagelse kan ske."

Han tog et Ark Brevpapir frem og skrev nogle Linier paa det, hvorpaa han lod mig undertegne det, idet han kaldte paa en af sine Sønner, for at han kunde bevidne min Underskrifts Rigtighed. Da denne Formalitet var udført, rakte han mig tyve Pund i Sedler og engelsk Guld, og vor Forretning var afsluttet. Jeg rejste mig for at gaa.

"Bruce," sagde den gamle Herre paa sin sædvanlige venlige Maade, idet han lagde Haanden paa min Skulder, "jeg véd ikke, hvad det er, De er i Færd med, og det kan vist ikke nytte, jeg spørger om det, men jeg véd, at De har været i temmelig indskrænkede Forhold i den senere Tid, og jeg er bange for, at De indlader Dem paa en eller anden Uforsigtighed eller Dumhed. For Himlens Skyld, overvej omhyggeligt, hvad der taler for og imod, før De gør Skridtet fuldt ud; husk paa, at et Øjebliks Daarskab kan ødelægge hele Deres Liv."

"De behøver ikke at være bange i den Henseende," svarede jeg. "Jeg indlader mig paa dette Skridt med aabne Øjne; men jeg er Dem alligevel taknemlig for Deres Advarsel og for, hvad De har gjort for mig. Godnat og lev vel!"

Jeg trykkede ham i Haanden og forlod Villaen.

Jeg var ikke halvtredsindstyve Skridt fra Porten, da en Lyd bag ved fik mig til at vende mig om. En Mand havde siddet i Skyggen paa den anden Side af Vejen; han rejste sig nu og begyndte at følge mig. Jeg var ikke i mindste Tvivl om, at det var den samme Person, der havde ledsaget mig til Mc'Andrews Hus. Saa drejede jeg til højre ned ad en Sidevej for at se, om han vilde forfølge mig. Han gik samme Vej. Jeg drejede om igen, han gjorde det samme. Jeg gik over et Stykke aaben Grund i Stedet for at holde mig i den lige Retning, jeg hidtil havde fulgt, og han gjorde det samme. Denne Spioneren blev foruroligende, saa jeg fremskyndede min Gang, og da jeg var kommet til en Sidegade med et højt Stakit paa den ene Side, gik jeg langs med dette, indtil jeg naaede en Laage. Jeg fo'r igennem denne, og saa snart jeg var indenfor, bøjede jeg mig ned i Skyggen. Et halvt Minut efter hørte jeg Manden komme paa den anden Side. Da han ikke saa mig længere, standsede han en halv Snes Skridt fra det Sted, hvor jeg krøb sammen. Da han saa var blevet enig med sig selv om, at jeg maatte være gaaet over Gaden og ned ad et mørkt Stræde lige over for, gik han ogsaa der over og var forsvunden et Par Sekunder efter.

Saa snart jeg havde overbevist mig om, at jeg var blevet fri for ham, gik jeg ud paa Gaden igen og skyndte mig saa hurtigt som muligt hjem til min Bolig.

Men jeg skulde dog ikke blive fri for min hemmelighedsfulde Forfølger; for lige da jeg traadte ind i min egen Gaard, viste han sig. Jeg benyttede mig af min Fordel og fo'r op ad Trapperne til Verandaen og slap ind. Fra et Vindue saá jeg ham komme op ad Gaden og staa og se sig om, saa vendte han tilbage ad samme Vej, han var kommet, og saa saá jeg ikke mere til ham. Mindre end et Kvarter efter laa jeg i min Seng og sov og drømte om Nikola og bildte mig ind, at jeg blev forvandlet til en Elefant ved hans Trolddomsmagt.

Hvor længe jeg sov, kan jeg ikke sige, men jeg blev pludselig vækket ved at føle, at der var nogen i Værelset. Og jeg tog ikke fejl; der sad en Mand ved min Seng, og i det dunkle Maanelys kunde jeg se, at det var en Kineser.

"Hvad gør De her?" udbrød jeg og rejste mig op i Sengen.

"Vær stille," hviskede min uindbudne Gæst paa Kinesisk; "hvis De taler, koster det deres Liv."

Uden at svare stak jeg Haanden ind under min Hovedpude; jeg vilde tage den Revolver frem, jeg havde lagt der, da jeg gik i Seng. Men den var borte. Om Kineseren havde stjaalet den, eller jeg blot troede, jeg havde lagt den der og i Virkeligheden glemt at gøre det, det kunde jeg ikke sige. Under alle Omstændigheder var det Vaaben, som mit Liv tilsyneladende var afhængigt af, forsvundet.

"Hvad har De at gøre her?" spurgte jeg for at faa min uhyggelige Gæst til at tale saa hurtigt som muligt.

"Ikke saa højt!" svarede han. "Det er Dr. Nikola, der sender mig; han udbeder sig Deres behagelige Nærværelse. De maa komme lige straks."

"Men jeg har jo lige forladt ham," sagde jeg. "Hvorfor sender han Bud efter mig igen?"

"Det kan jeg ikke sige; men det er muligt, at der er hændet noget vigtigt," lød Mandens Svar. "Han bad mig sige Dem, at De maatte komme straks."

Jeg stod op og klædte mig paa saa hurtigt som muligt. Det var klart, at det ventede Bud fra Peking var kommet, og i saa Fald skulde vi sandsynligvis tage af Sted før Morgen. Men jeg spildte ikke et Øjeblik, og saa snart jeg var færdig, gik jeg ud paa Verandaen, hvor Manden sad og ventede paa mig. Saa gik han med mig ud paa Gaden og pegede paa en Bærestol, som holdt dér.

"Deres Ven har travlt," sagde Manden, "han bad mig om ikke at spilde et Øjeblik."

"Ja, De kan gaa lige saa hurtigt, De vil," svarede jeg, "jeg er parat."

Jeg tog Plads i Bærestolen, som straks blev løftet op af Bærerne, der skyndte sig af Sted med dem. Der var ganske stille i Byen paa den Tid. Vi mødte slet ingen undtagen hist og her en Politibetjent og en forsinket Jinrickshawkuli. Efter et Kvarters Forløb var det øjensynligt, at vi var komne til vort Bestemmelsessted; Bærestolen holdt, og Kulierne satte mig ned. Jeg sprang ud og saá mig om. Til min Overraskelse var det imidlertid ikke det Hus, jeg havde ventet at se. Vi var standsede ved Indgangen til en meget større Villa. Medens jeg ventede, gik Sendebudet ind i Huset for straks efter at vende tilbage med den Underretning, at hvis jeg vilde være saa venlig at følge ham, skulde jeg straks komme til Dr. Nikola.

Huset laa i fuldstændigt Mørke og var saa stille som en Grav. Jeg traadte ind i Forstuen og var i Færd med at gaa hen imod en Dør, da jeg pludselig blev grebet i Nakken, fik en Knebel i Munden, medens mine Hænder blev bundne fast i Ryggen. I næste Øjeblik blev jeg løftet op og baaret ind i et Værelse, hvorfra der pludselig strømmede et klart Lys ud.

Her sad tre Kinesere, klædte i tung, blomstret Silke og med umaadelig store Skildpaddesbriller paa Næsen. De modtog mig med et Grynt, der skulde betyde Velkommen, og bød Mændene at tage Kneblen ud af Munden paa mig. Da dette var sket, sagde den ældste af de tre roligt – men det syntes mig noget urimeligt:

"Jeg haaber, at Deres Velbaarenhed er ved godt Helbred."

Jeg svarede med saa megen Ro, som jeg kunde efter saa kort et Varsel, at af en saa ubetydelig Person at være kunde jeg glæde mig ved det bedste Helbred, hvorpaa jeg blev opfordret til at sige, hvor det kunde være, at jeg var i Kina nu, og hvilke Forretninger jeg havde. Da jeg havde besvaret dette Spørgsmaal, lænede Manden til højre sig lidt frem og sagde:

"Deres Velbaarenhed siger os ikke Sandheden. Hvad har De at gøre med Dr. Nikola?"

Jeg samlede al min Aandsnærværelse.

"Hvem er Dr. Nikola?"

"Det er den Mand, som De har besøgt to Aftener i Træk," sagde Manden, der først havde talt. "Vil De sige os, hvilke Ulykker De og han udklækker sammen."

Da jeg saá, at det vilde være unyttigt at forsøge paa at benægte min Forbindelse med Nikola, foregav jeg, at vi var interesserede i et Indkøb af kinesisk Silke; men denne Forsikring blev modtaget med et haanligt, misbilligende Grynt.

"Vi maa have Sandheden at vide," sagde Manden med de største Briller.

"Jeg kan ikke sige Dem mere," svarede jeg.

"I saa Tilfælde har vi intet Valg," sagde han; "vi maa bruge andre Midler til at faa at vide, hvad vi ønsker."

Han gjorde Tegn til en af Tjenerne, som straks forlod Værelset og et Øjeblik efter kom tilbage med en Lænke og nogle underligt formede Træindretninger. Sveden traadte frem paa min Pande. Jeg havde set en hel Del kinesisk Tortur i Tidens Løb, og det saa ud til, at jeg skulde komme til at prøve den selv.

"Hvad véd De om Dr. Nikola?" gentog den Mand, som havde talt først, og som øjensynlig var Hovedmanden af de tre.

"Jeg har allerede sagt Dem det," svarede jeg, denne Gang med ualmindelig stærkt Eftertryk.

Han gjorde mig igen det samme Spørgsmaal uden at forandre Tonen.

Men jeg gentog blot mit foregaaende Svar.

"For sidste Gang: Hvad véd De om Dr. Nikola?"

"Jeg har sagt Dem det," svarede jeg med tungt Hjerte.

Saa hævede han Haanden lidt og gjorde Tegn til Mændene ved Døren. Jeg blev straks grebet og kastet paa Ryggen ned paa Gulvet. Før jeg kunde gøre nogen Indvending eller stritte imod, var et mærkeligt Træhalsbaand blevet lagt om min Hals, og en Skrue blev drejet saa længe, at én Omdrejning til vilde have kvalt mig. Jeg hørte igen den gamle Mand sige i en ensformig Tone:

"Hvad véd De om Dr. Nikola?"

Jeg prøvede paa at gentage min tidligere Forklaring, men Halsbaandet sad saa tæt, at jeg ikke kunde tale. Saa rejste Manden i Midten sig op og kom hen til mig. Skruen blev aabnet, mine Arme frigjorte, og en Stemme sagde:

"Staa op, Hr. Bruce; De behøver ikke at frygte mere; vi skal ikke gøre Dem Fortræd."

Det var Dr. Nikola!

IV. KAPITEL

Vi drager af Sted til Tientsin

Jeg vilde neppe tro mine egne Øjne. Nikolas Forklædning var saa fuldkommen, at der hørte næsten overmenneskelig Kløgt til at opdage den. Han var i alle Henseender en ægte Himlens Søn. Hans Udtale var uden den ringeste Lyde. Han opførte sig akkurat som en fornem Kineser, og selv den mest kritiske Iagttager kunde ikke have fundet den mindste Fejl i hele hans Adfærd og Væsen. Jeg følte, at naar han saa let kunde narre mig, saa var der ingen Tvivl om, at han kunde udsætte sig for en mindre nøjagtig Ransagning. Saa snart jeg var fri, sprang jeg op og lykønskede ham varmt, ikke lidt henrykt over, at det var Venner, jeg var sammen med, og at jeg ikke skulde pines, som jeg først havde antaget.

"De maa tilgive den grove Behandling, De har været underkastet," sagde Nikola, "men jeg vilde prøve Dem meget grundigt. Hvad mener De om min Forklædning?"

"Den er udmærket," svarede jeg, "jeg kunde slet ikke tænke mig, at den kunde være saa god, fordi De er en saa udpræget Personlighed. Men hvor er vi nu?"

"Vi er i en Villa, som jeg har lejet for Øjeblikket," svarede han. "Men lad os nu skride til Forretningerne. Den Mand, De saá til højre for mig, var Laohwan, det Bud, jeg fortalte Dem, jeg ventede fra Peking. Han kom en halv Time efter, at De havde forladt mig i Aftes, gav mig de Meddelelser, jeg ønskede, og derfor er jeg nu rede til at tage af Sted, saa snart De kan."

"Lad mig gaa hjem og samle et Par Ting," svarede jeg, "saa er jeg parat."

"Det er godt," sagde Nikola. "En af mine Tjenere skal gaa med for at bære Deres Taske og føre Dem tilbage, saa snart De er færdig med Deres Arbejde."

Jeg gik hjem til min Bolig, fulgt af én af Nikolas Tjenere. Jeg lod ham vente paa mig udenfor og gik ind i mit Sovekammer gennem Vinduet. Saa tændte jeg et Lys og skyndte mig at samle de Smaating, jeg ønskede at tage med paa min Rejse. Da dette var gjort, laasede jeg mine Kufferter, skrev et Brev til min Vært og vedlagde det Beløb, jeg skyldte ham, saa et til Barkston, i hvilket jeg bad ham være saa god at sende Bud efter mine Kufferter og passe paa dem, indtil jeg var vendt tilbage fra en Tur i det Indre. Derpaa forlod jeg igen Huset sammen med Tjeneren, der ventede ved Porten, og gik tilbage til den Villa, hvor jeg var blevet narret af Nikola for en Times Tid siden. Det var længe efter Midnat, da jeg ankom der, men jeg var ikke Spor af træt. Vor Tur forekom mig saa spændende, at jeg ikke tænkte paa noget andet. Vi skulde styrte os ud i et ukendt, farefuldt Liv, og skønt jeg ikke delte Nikolas Tro paa det Resultat, vi skulde naa, var jeg ganske sikker paa, at den Risiko, jeg udsatte mig for, vilde blive godt belønnet.

Da jeg traadte ind i Huset, ventede Nikola mig i det Værelse, hvor han havde modtaget mig samme Aften. Han var endnu i kinesiske Klæder, og da jeg atter saá paa ham, slog det mig, hvor vanskeligt det var at tro, at denne statelige, værdige Kineser kunde være den smidige Evropæer, som Verden kendte som Doktor Nikola.

"Det var De ikke længe om, Hr. Bruce," sagde han; "det glæder mig; hvis De nu vil følge mig ind i det næste Værelse, skal jeg vise Dem Deres Sager. Jeg har købt alt, hvad De paa nogen Maade kan faa Brug for, og da jeg kender Deres Forklædningsevne, er jeg slet ikke bange for Resultatet."

I Værelset ved Siden af tog jeg min evropæiske Dragt af og gav mig til at iføre mig de Klæder, som var lagt der til mig. Saa malede jeg mit Ansigt, min Hals og mine Arme med en Væske, som ogsaa fandtes der, fik min forlorne Pisk klæbet paa og tog et Par store Skildpaddebriller af en lignende Slags som Nikolas og satte dem paa Næsen. Jeg fik Sandaler paa Fødderne, en stiv Hat af den almindelige kinesiske Art blev sat paa mit Hoved, og dette i Forbindelse med min varme, vatterede gule Silkeskjorte gav mig et meget værdigt Ydre.

Da Nikola vendte tilbage, undersøgte han mig omhyggeligt og udtrykte sin Fornøjelse over Resultatet, og da vi hilste paa hinanden paa kinesisk Vis, maatte det have været en skarptskuende Mand, der kunde have opdaget, at vi ikke var, hvad vi foregav at være.

Saa tog vi igen europæiske Klæder paa, forlod Huset og vendte tilbage til den Villa, i hvilken jeg først havde besøgt Nikola. Det var nu Daggry, og der begyndte at komme Liv i Gaderne. Da vi naaede Huset, gik vi lige ind i Nikolas Studereværelse, hvor hans Tjenestefolk havde dækket Bordet til os. Vi satte os ned og var lige i Færd med at spise en kold Postej, da en Tjener traadte ind og meldte, at der var en Kineser udenfor, som ønskede at tale med os. Det var Laohwan.

"Naa," sagde Nikola, "hvad Bud sender den gamle saa?"

Som Svar tog Laohwan, der, som jeg snart opdagede, ikke ødslede med Ord, et Stykke Papir ud af sit Ærme, paa hvilket der var skrevet nogle kinesiske Ord. Nikola saá paa dem og rakte mig saa Sedlen. Der stod:

"I Quong Shas Hus i de hundrede Trængslers Gade, Tientsin."

Nikola vendte sig om til Laohwan.

"Naar sejler Damperen nordpaa?" spurgte han.

"Klokken halv syv," svarede Laohwan.

Nikola saa paa sit Ur, tænkte et Øjeblik efter og sagde:

"Godt, saa tag Dem en Billet og gaa om Bord saa snart som muligt; vi kommer senere. Men husk paa, at lige til vi kommer til Tientsin, maa De lade, som om De aldrig har set nogen af os før."

Laohwan bukkede og forlod Værelset.

"Nu begynder det virkelige Eventyr," sagde Nikola og skænkede sig en Kop Kaffe. "Klokken er tre Kvarter til fem nu. Vi vil hvile os en halv Times Tid og saa gaa ned til Havnen og komme om Bord."

Saa snart vi havde endt vort Maaltid, satte vi os i Lænestolene og tændte vore Cigarer. En halv Times Tid drøftede vi Aftenens Begivenheder og spekulerede paa Fremtiden, og i det Øjeblik, da Klokken slog et Kvarter over fem, var vi paa Benene igen. Nikola ringede, og hans første Tjener kom ind.

"Jeg tager bort," sagde Nikola, "og véd ikke, naar jeg kommer igen; det bliver maaske om en Uge, maaske først om et Aar. Du skal i den Tid sørge for Huset her; du maa ikke lade en eneste Ting blive stjaalet, og hvis jeg ved min Tilbagekomst finder en Rude knækket, eller der savnes saa meget som en Knappenaal, saa skal ti Tusind Ulykker ramme dig. Hr. Mc'Andrew betaler dig din Løn og har Opsyn med dig. Hvis der er noget, du ønsker, saa kan du gaa til ham. Forstaar du?"

Tjeneren nikkede.

"Det er godt," sagde Nikola, "saa kan du gaa."

Da Tjeneren havde forladt Værelset, fløjtede min mærkelige Ven paa en underlig Maade. I samme Øjeblik kom den sorte Kat løbende ind, sprang op paa sin Herres Knæ og kravlede op paa hans Skulder. Nikola saá paa mig og smilede.

"Den glemmer mig ikke, selv om jeg var borte i fem Aar," sagde han. "Hvilken Hustru vilde være saa stadig?"

Jeg lo. Tanken om Nikola og Ægteskab syntes mig urimelig. Han satte Katten fra sig og stillede den paa Bordet.

"Apollyon," sagde han med det eneste Spor af Beklagelse, som jeg saá ham vise paa hele Turen, "vi maa skilles ad et Aar. Farvel, min gamle Kat!"

Han klappede Dyret blidt et Par Gange og vendte sig hurtigt om mod mig.

"Kom saa, lad os gaa, det haster."

Katten sad paa Bordet og iagttog ham og syntes at forstaa hvert Ord, han sagde. Nikola klappede den for sidste Gang og forlod saa Værelset. Jeg fulgte i Hælene paa ham, og vi forlod Huset. Nu var Gaderne overfyldte, en ny Dag var begyndt i Shanghai, og vi havde ingen Vanskelighed ved at faa Jinrickshawer.

"Til Vectis Queen," sagde Nikola, saa snart vi havde sat os. Kulierne fo'r af Sted, og i lidt mindre end et Kvarter havde vi naaet Dampskibsbroen ved Hwang-Pu Floden. Den Damper, vi skulde om Bord paa, laa et godt Stykke ude paa Floden, og vi maatte tage en Baad for at naa derud.

Da vi kom om Bord, fik vi fat i Hovmesteren, og efter at vi havde betalt Passagen, blev vi ført til vore Kahytter. Vectis Queen er, som alle Folk i Østasien véd, ikke nogen stor Damper og har kun meget indskrænket Plads. Men paa denne Tid af Aaret var der ikke mange Folk, der rejste, og følgelig var Skibet ikke overfyldt. Saa snart jeg havde anbragt min Bagage, forlod jeg Kahytten og gik op paa Dækket. Ak, Verden er saa lille! Jeg var neppe kommen derop, før jeg blev tiltalt af en Mand, som jeg havde kendt godt, da jeg var ansat i den australske Kysttjeneste, men som jeg mindst troede skulde være her.

"Ih se Goddag, Wilfred Bruce!" udbrød han. "Hvem skulde have ventet at se Dem her."

"Jim Downing!" udbrød jeg, men jeg var ikke meget glad ved at se ham, som man jo kan tænke sig. "Hvor længe har De været i Kina?"

"Et Aars Tid," svarede han. "Jeg kom hertil med en af vore Dampere, kom op at skændes med Kaptajnen og forlod Skibet i Hongkong. Saa fik jeg Ansættelse paa denne Linie. Skønt jeg ikke holder meget af Kineserne, er jeg ganske godt fornøjet. De ser rigtig rask ud, gamle Ven, og De er blevet ordentlig solbrændt, siden jeg saa Dem sidst."

"Ja, det er al den megen Ris," sagde jeg med et Smil.

Han lo som en Mand, der gerne vil more sig over alt, hvor tarveligt det end kan være, og saa spadserede vi op og ned ad Dækket sammen. Straks efter kom Nikola hen til os. Jeg forestillede Downing for ham, og fem Minutter efter skulde man have troet, at De havde været gode Venner i mange Aar. Før de havde været et Kvarter sammen, havde Nikola givet ham en Recept mod Hedetøj, som han led frygteligt af, og da hans Middel viste sig at være heldigt, var den unge Mands Taknemmelighed og Beundring uden Grænse. Ved Frokosttid var vi et godt Stykke nede ad Floden, og da det blev Middag, laa Shanghai langt bag os.

Paa hele Rejsen var Nikola i det bedste Humør. Han var med til alle Forlystelser, indrettede utallige Lege og Spil og var utrættelig i sine Anstrengelser for at more. Medens jeg taler om dette, benytter jeg Lejligheden til at sige, at der var en Ting, der slog mig som endog mere mærkelig end alt andet i denne forunderlige Mands Karakter, og det var hans overordentlig store Kærlighed til Børn. Der var især en lille Dreng om Bord, en bitte Stump, der neppe var fire Aar gammel, og med hvem Dr. Nikola snart kom paa en fortrolig Fod. Han kunde lege med ham i Timevis uden at blive træt og uden et Øjeblik at tænke paa andet. Jeg maa tilstaa, at da jeg saá dem more sig sammen i Læ af én af Baadene paa Dækket, ved Lugerne eller under Solsejlet agter ude, kunde jeg neppe tro mine egne Øjne. Jeg spurgte mig selv, om denne Mand, som kun syntes at interessere sig for Papirsbaade og Grise, der blev lavede af Appelsinskaller, kunde være den samme Nikola, for hvem Wetherell, Kolonisekretæren i Ny Syd Wales, var flygtet i London som for en Pestilens, og for hvem Benwell i den kinesiske Toldtjeneste var rendt sin Vej og styrtet ud af Klubben i Shanghai. Men saadan var just Nikolas Karakter. Naar han lavede en Papirsbaad, skar en Gris ud af et Stykke Appelsinskal, intrigerede mod en Politiker eller søgte at stjæle et almægtigt Selskabs Hemmelighed, saa gav han sig Sagen helt i Vold, gjorde sig til Herre over enhver Enkelthed og slap den aldrig af Hænde, før han havde opnaaet sin Hensigt eller indset, at det var unyttigt for ham at arbejde længere paa den. Saa opgav han den uden Beklagelse og tilsyneladende uden at skænke den en Tanke mere.

Paa hele Rejsen vakte Laohwan, som vi saá flere Gange, ikke et Øjebliks Mistanke om, at han kendte os. Han opholdt sig forude, og saa vidt vi kunde se, tilbragte han hele Tiden med at spille Fan-Tan (et kinesisk Hasardspil) med nogle Landsmænd.

Rejsen op ad Kysten var ikke meget interessant. Men endelig ved Solnedgang en Aften naaede vi da Tientsin, der, som alle véd, er én af Traktathavnene og ligger dèr, hvor Yu-Ho, eller "den store Kanal", flyder sammen med Floden Pei-Ho. Saa snart vi lagde til ved Dampskibsbroen, samlede vi vor Bagage og gik i Land. Her slog en anden Ting mig: Nikola syntes at være lige saa godt kendt paa dette Sted, som han var i Shanghai, og saa snart vi naaede Flodbredden, kaldte han paa to Jinrickshawer, og Kulierne førte os uden at spørge videre til en vis Hr. Williams i den europæiske Koloni.

Williams' Hus var temmelig lille og bygget paa den sædvanlige Maade. Da vi steg ud af Jinrickshawerne, kom en høj, ældre Mand med et kønt Ansigt ud paa Verandaen for at byde os Velkommen. Da han saá Nikola, syntes han et Øjeblik at være overvældet af Forbavselse.

"Kan det være muligt, at det er Dr. Nikola?" udbrød han.

"Det er ikke blot muligt, men ganske sikkert," sagde Nikola, som gav Kulien Tegn til at tage hans Vadsæk og derpaa gik op ad Trappen.

"Det er to Aar siden, jeg havde den Fornøjelse at se Dem, Hr. Williams, og jeg synes ikke De har forandret Dem meget siden vi gav Mah Feng den Lektion i Seoul."

"Naa, det har De ikke glemt, Dr. Nikola?"

"Nej, lige saa lidt som Mah Feng, da jeg saá ham sidste Gang i Singapore," svarede min Ledsager leende.

"Og hvad kan jeg gøre for Dem nu?"

"Jeg ønsker at lægge Beslag paa Deres Gæstfrihed et Par Timer," sagde Nikola. "Dette er min Ven Hr. Bruce, med hvem jeg har et vigtigt Arbejde for."

"Det glæder mig at gøre Deres Bekendtskab," sagde Williams, og da han havde trykket mig i Haanden, førte han os ind i Huset.

Ti Minutter efter var vi ganske som hjemme i hans Bolig, og vi ventede nu paa en Meddelelse fra Laohwan. Jeg maa ved denne Lejlighed atter udtale min Beundring for Nikolas Evne til at koncentrere sig. Skønt det var et spændende Øjeblik, og vor Stilling var ejendommelig, spildte han dog ikke et Minut paa tomme Gisninger, men tog et indviklet kemisk Værk, som altid ledsagede ham, op af sin Rejsetaske og satte sig ned og studerede i det. Selv da Laohwan kom, holdt han ikke straks op, men fortsatte sine Beregninger, indtil de var færdige, og saa bad han først Laohwan meddele, hvad han havde udrettet.