Absalons Brønd

"Nu skal De høre," begyndte hun igjen, "det angaaer den lille Marie – aa, hun er et velsignet Barn, og saa god! Kom hun ikke idag og forærede mig en lille Buket, hun havde i sit Belte, og som hun selv havde faaet til givende af Grossererens Poul – der kan De se! Ja, det er ikke andet end simple Blomster hjemme fra Gaarden, men det er det Samme, de skal blive gjemt alligevel – kom ind!"

Det var Kogekonen, Madam Siegler, der boede i Huset, og som altid samvittighedsfuldt gav Rapport om de Middage, hun havde været til. Hun kom forat bringe Menuen fra et Sølvbryllup i et større Herskabshus, men da Terndrup begyndte at blive urolig i Lænestolen, fik Jomfruen dog Madamen til at gaa med Løfte om at ville komme igjen senere.

– "Jo, seer De," begyndte hun igjen, "De kjender jo Maskinmanden paa tredie Sal?"

"Maskinmanden?"

"Ja, fra det kongelige Theater – ham, der er med at heise Bagtepper op og ned og flytte Coulisser."

"Naa, ham!"

"Ja, han kommer herind forat faae en halv Flaske Saft til Konen, der lige har bekommet sig en Lille."

"Det har hun jo altid!"

"Naa, ja – ja, jeg kan nu godt lide Manden alligevel – han drikker lidt, men han banker aldrig Konen – og De veed, det morer mig imellem at høre Noget ovre fra Theatret: Repertoire og røde Placater og nye Decorationer – Herregud, min salig Fader var jo Korist ved det Kongelige og – "

"Ja, det veed jeg," skyndte Terndrup sig at forsikre.

"Naa, jeg har jo ikke Raad til at holde Aviser, saa jeg maa have al min Visdom fra gode Mennesker og – "

"Det var sgu vist alligevel billigere at holde Aviser!"

"Troer De? Nei – men det var Maskinmanden, vi kom fra – det var Dem selv, der afbrød mig! Seer De, just som han – Maskinmanden – sidder der i den samme Lænestol, De nu sidder i, og som med Guds Hjælp engang, naar jeg er død og borte, Pastor Jespersen skal sidde og memorere sine deilige Prækener i, saa kommer Liremanden, – Fredags Liremanden – og han spiller en Dans – en ganske ny en: la, la, la – la, la, la – la – og Marie giver sig til at danse – jeg skal sige Dem, vi havde Frikvarteer."

"Det har de nok i Reglen heroppe!" bemærkede Terndrup og kom uvilkaarligt til at mindes sin egen Skolemestertid.

"Nu veed De nok, at hun har lært at danse forrige Vinter – ikke? Jo, Grossereren betalte saamænd for hende, og De skulde se hende flytte sine smaa Fødder som Trommestikker: det er som at se en Guds Engel – især i Hopsa! Saa siger jeg til Maskinmanden, som jeg nu siger til Dem: 'Er det ikke som at se en Guds Engel?' siger jeg, og han svarer strax: 'Jo, det er, Jomfru!' – der var nu heller ikke Andet at svare til! Men saa fortæller han mig, at de ovre ved Theatret i næste Uge skal antage en tre, fire Børn til Balletten, og accurat ligesom ved en Indskydelse ovenfra foreslaaer han, at man skulde lade Balletmesteren se paa Marie og sige, om hun ikke kunde bruges. – Tænk Dem en Lykke for en fattig Enke som Madam Lund – eller Frue, skal hun vel kaldes nu – at faae sit Barn til det Kongelige: fri Undervisning, baade Tysk og Fransk, foruden Dansetimerne, og Skopenge og gratis Komedie hver Lørdag Aften fra den lille aparte Loge i Galleriet – er det ikke storartet!"

"Aa, jo – maaske sgu – men hvad siger Moderen? For hun maa da vel ogsaa have en Stemme med!"

"Gud, hun sidder jo nede i Store Kongensgade og aner ingen Verdens Ting! – Men hende skal jeg nok tale med!"

"Hvad skal jeg da egentlig?"

"De skal tale med Grossereren!"

"Om hvad?"

"Herregud, Terndrup, naar han bestandig har taget sig af Madam Lund – eller Fru Lund – og ladet hende have to Værelser og Kjøkken og Adgang til Tørreloft gratis i Baghuset og nu i tre Aar har betalt mig to Kroner hver Maaned i Skolepenge for Marie, saa er det da ikke mere end rimeligt, at man spørger ham, om han har Noget imod, at Pigebarnet kommer i en anden Skole!"

"Hvor han ikke skal betale for hende – det har han sgu Ingenting imod! – Men De mister jo to Kroner om Maaneden, naar Marie gaaer!"

"Ja, det gjør jeg jo – men man slaaer sig vel igjennem uden dem. Og tænk saa paa, hvad Marie kan fortælle ovre fra Theatret, hvis hun kommer til Balletten! – Men hvad jeg vilde sige, det er nu alligevel kjønt, som Grossereren altid har været imod Fru Lund!"

"Synes De?"

"Ja, det veed Gud, jeg synes! – Aa, gaa lidt ud i Kjøkkenet, lille Marie, og hent mig et Glas Vand – men lad Hanen løbe længe, at det kan blive rigtig koldt! – Jo, seer De, fordi hendes Mand i sin Tid havde været Reisende eller Agent, eller hvad det var, for Grossereren, derfor havde han da virkelig ingen Forpligtelser overfor Enken og Barnet, naar den salig Mand saa skammelig havde misbrugt Grossererens Tillid!"

"Aa, var det saa farligt?"

"Jo, veed De hvad, Terndrup, Grossereren handler med Klipfisk og Hørkram o. s. v., det veed Gud og Hvermand, og det skulde Lund have reist i, men han drev Geschäft paa egen Haand, gjorde han, og smuglede, og det taalte Vorherre ikke i Længden, for det blev opdaget, at der var Silketøier paa Bunden af de Kasser med Appelsiner, som han fortoldede for egen Regning, og saa blev han sat fast, og saa døde han – heldigvis!"

"Ja, ja, lad nu det være godt! – Tal saa i Guds Navn med Fru Lund, og vil hun have Barnet til Dansen, saa kan De skikke mig Bud om det iaften med Marie, saa skal jeg nok, siden De endelig vil have det, snakke med Grossereren imorgen. – Farvel, Jomfru!"

KAPITEL IV

Lørdag Aften har Alle travlt.

Arbeiderne har faaet Ugeløn, og Konerne gjør Indkjøb hos Spækhøkerne i Smaagaderne – der er ligefrem Beleiringstilstand. Ud ad Vesterbro til, ad "Strøget", gaaer den Sværm, der vil more sig: til Tivoli, til Variétéerne og til Frederiksberg. Men de, der maa blive hjemme, har det lunt nok inde i Byen den varme Septemberaften, og seer man ned ad en Gade, seer man næsten kun aabne Vinduer.

Udenfor Terndrups Butik staaer der til Stadighed en tre, fire Drenge og betragter de Bøger, der ligger fremme, betragter Conchylierne, Fugleæggene, Hugormen i Spiritus og Frimærkerne, der er klistret op paa gamle Papbind. Lørdag Aften er ogsaa Terndrups travle Dag: saa har hans Kunder faaet Characteerpenge – eller i alt Fald Ugepenge – og Capitalerne skal strax omsættes.

Inde i den mørke Butik er der foran Disken kun Plads til et Par ad Gangen. Fra Gulv til Loft staaer der op ad Væggen umage Reoler fyldte med Bøger; Bøger ligger i Stabler og Bunker, paa Gulvet og paa Disken – det er næsten umuligt at røre sig herinde, vanskeligere endnu, skulde man tro, at orientere sig.

En eiendommelig muggen, støvmættet Lugt slaaer En imøde – den ubeskrivelige Lugt, som gamle Bøger, og kun gamle Bøger har, men Terndrup generer den ikke. Munden staaer ikke paa ham, han giver Besked, og han handler, raader og skjænder, og Alt i en høi, skrattende Skolemestertone, som Drengene har vænnet sig til og sætter Pris paa.

– "'Gjøngehøvdingen'? Jo, Du kan faae et meget pænt Exemplar for 50 Øre; der mangler rigtignok et Par Blade henimod Slutningen, men naar Du kommer saa vidt, skal jeg fortælle Dig, hvad der staaer paa dem. – Naa, nu skal Eskildsen nok sælge sin Frimærkesamling? Ja, jeg sagde Dig det nok: Du skulde være bleven ved Fugleæg, det veed man, hvad er! – Bi lidt, lad mig faae Piben tændt først!"

Terndrup tænder en lille Snadde, der strax gaaer ud igjen – han bruger flere Penge til Tændstikker end til Tobak.

To unge Piger kommer forlegne ind; den Ene puffer til den Anden, Ingen vil begynde, og først da Terndrup spørger, hvad der er til Tjeneste, faaer den Dristigste af dem, gloende rød i Hovedet, spurgt, om han har den og den moderne, "uartige" Bog – nei, Terndrup har den ikke, og saa gaaer de, men de er ved at falde over hinanden for at komme først ud ad Døren.

Der kommer Berner.

– "Goddag, Goddag! Værsgod at komme indenfor Disken!" sagde Terndrup. "De kan nok finde en Plads, for De maa vente, til jeg er færdig med Forretningerne! – Om jeg har 'Peter Simple'? Jo, jeg troer sgu nok, jeg har den, men hør hellere herind paa Mandag, for jeg skal først have flyttet den Bunke. – Nei, er Du der, Poul! Er Du allerede flyttet ind fra Landstedet?"

Dette Spørgsmaal henvendtes til en kjøn, fjortenaars Dreng, frisk og solbrændt, sund og freidig.

"Hvad samler Du paa for Tiden? I Foraaret var det Conchylier, og før Sommerferien var det Frimærker – Du skulde sgu hellere give Dig til at samle paa Penge! – Det gjør hans Fader," hviskede Terndrup til Berner, "det er den rige Grosserer Lange henne i Store Kongensgade. – Naa, Du vil sælge dit latinske Lexicon? Er Du kommen i Realklassen? Ja, jeg tænkte nok, det gik ikke med Dig og Klassikerne! – Værsgod: fire Kroner og femogtyve Øre for Lexicon'et – jeg kan se, Du har ikke slidt ret meget paa det! Nu skulde Du saamænd kjøbe Dig Dyr i Spiritus for Pengene – her er en pæn Bændelorm og en Blæksprutte – ikke? Naa, Du skal i Tivoli, ja, saa god Fornøielse da!"

Kunderne udtyndedes efterhaanden, og Terndrup tænkte allerede paa at lukke Butiken, da den lille Marie – Jomfru Buxboms ældste Elev – kom ind.

"Naa, hvad sagde saa Moder?" spurgte Terndrup.

"Jo, jeg skulde bede, om De vilde tale med Grossereren."

"Det skal jeg! – Hun vil til Dansen," forklarede Terndrup Berner, "det er en Datter af Enkefru Lund, som boer i Baghuset hos Grosserer Lange. – Hvordan har din tamme Hane det? Naa, den har det godt, det var jo rart!"

Berner, der havde siddet og seet skarpt paa Noget, reiste sig pludselig op, bøiede sig ned og tog med varsom Haand et Par visne Smaablade ud af Pigebarnets Belte, saae vist paa dem og sagde:

"Hvor i al Verden har Du faaet dem fra, min Pige?"

Marie blev rød i Hovedet, slog Øinene ned, saae derefter op paa Terndrup og svarede:

"Det er vist nogle af de Blomster, jeg har faaet af Poul imorges."

"Hvem er Poul?" spurgte Berner.

"Det er jo ham, der var her før – Grossererens Søn fra Forhuset," forklarede Terndrup.

"Og hvor har han faaet dem fra?" spurgte Berner ivrigt.

"Jeg troer nok, han har plukket dem hjemme i Gaarden," svarede Marie. – "Men han har Lov til det," tilføiede hun, "for det er bare Ukrudt."

"Ja, det er saa meget godt," sagde Terndrup. "Gaa Du nu kun hjem, bitte Marie, og sig til din Moder, at jeg nok skal tale med Grossereren imorgen. – Farvel, min Pige, og hils hjemme!"

– "Er der ellers noget Mærkeligt ved de Blade?" spurgte Terndrup, da Marie var gaaet.

Berner, der havde faaet en Lupe frem og omhyggeligt havde undersøgt Bladene, rystede betænksomt paa Hovedet og svarede:

"De er ganske vist saa forkrøllede og visne, at det er umuligt at sige noget Bestemt, men det er ligefrem forbausende, saa de ligner Trifolium resupinatum."

"Hvad er det for Noget?"

"Men Herregud, Terndrup, det har jeg jo fortalt Dem om: den udenlandske Kløverart, som engang dukkede op paa Pladsen omkring Thorvaldsens Musæum, men som nu i lange Tider har været forsvunden."

"Naa den! Det var jo ellers morsomt nok!"

"Men hvordan skulde den være kommen i Grossererens Gaard?"

"Ja, det er jo ikke godt for mig at sige."

"Men det vilde dog være uhyre interessant, hvis det virkelig skulde være Trifolium resupinatum! – Troer De, Grossereren kan give nogen Oplysning om Plantens Forekomst!"

"Nei, jeg troer sgu ikke – men De kan jo spørge ham ad foruden Betaling!"

"Ja, det troer jeg ogsaa, jeg vil. – Har De noget imod, at vi opsætter Turen til Amager et Par Dage, for jeg har alligevel ingen Ro paa mig, før jeg har faaet rigtig Besked om den Trifolium!"

"Nei, gaa De kun, Berner – og Lykke paa Reisen!"

KAPITEL V

Nede i Store Kongensgade, paa venstre Haand fra Gothersgade, og kun et Par Steder fra denne, laa der et toetages, ældre Hus.

Da det i sin Tid blev bygget, var der vistnok ikke nogetsomhelst Fornemt ved det, men nu, da Husene rundt omkring alle havde fjerde Sal og Kviste, gjorde det med sine to Etager og den fugede Kalkpuds mellem de mørkerøde Sten næsten Indtryk af et Patricierhus.

Her boede Grosserer Lange.

Hans Fader var en Proprietairsøn fra Sjælland, der som Dreng var kommen i Handelslære i Kjøbenhavn og i Slutningen af Tyverne havde aabnet en Hørkramforretning paa Vestergade. Den havde han nu for en halv Snes Aar siden afstaaet til Sønnen, men Sønnen havde opgivet Detailhandelen og handlede kun som Grossist – hovedsagelig med Klipfisk og Sild.

Af Sildelage og Klipfisk lugtede der i Baghuset, hvor Lagrene var, og hvor Enkefru Lund havde to Værelser og Kjøkken, men i Forhuset lugtede der af levende Blomster, af ægte Maria Farina og fine Stege – der betragtedes Klipfisken og Silden som Noget, der kun omtaltes og kun existerede i Handelskorrespondance.

– Grosserer Lange sad Søndag Formiddag inde i sit private Kontor, hvis fornemste Prydelse var et stort, brunet Verdenskort "i Mercators Projection", der muligvis kunde bibringe Besøgende den Forestilling, at Husets Forbindelser spændte over hele Jordkloden. Grossererens rundladne Ansigt, som det var umuligt at kjende igjen efter et flygtigt Bekjendtskab, fordi det lignede hundrede andre, var rødt og kun udstyret med et Par tynde, blege Whiskers; i Øieblikket saae han anstrengt ud, skrev en Linie eller to, stregede ud og skrev igjen.

– "Er det Calculen over den sidste Sending, Du er ved, Fader?" spurgte Datteren Ragna, der stod ved en Pult henne i den anden Ende af Kontoret.

Det var en høi, smuk Pige paa et Par og tyve Aar, med store, graablaa, rolige Øine, regelmæssige Træk og en kraftig, ualmindelig elegant Figur, der kom godt til sin Ret i en drapfarvet, tailor-made Kjole.

– Frøken Ragna havde gaaet i en af Byens bedste Pigeskoler og i ti Aar faaet Undervisning i Klaverspil, men opgivet det, da hun blev confirmeret, havde som Barn besøgt alle de vigtigste Musæer een Gang, og som Voxen havt abonneret i det Kongelige med den øvrige Familie hver Lørdag.

Da hun var fyldt tyve Aar, havde hun imidlertid pludselig erklæret, at hun vilde have noget Ordentligt at bestille; hun gjennemgik en Handelsskole for Kvinder, forlangte derpaa Plads som Bogholderske hos Faderen, tiltvang sig Pladsen og var efterhaanden bleven ham fuldstændig uundværlig, saa at han nu Intet foretog sig uden at have confereret med Datteren.

– "Er det Calculen, Du er ved," gjentog hun, da hun ikke fik noget Svar.

"Nei," svarede Grossereren, "nei, det er ikke saadan noget med Calcule. – Det er saamænd Listen over, hvem der skal bedes til Herreselskabet."

"Herregud!" sukkede Frøken Ragna. "Allerede! – Enten har vi Selskab, eller ogsaa skal Du ud i Selskab – saa var der dog meget bedre ude paa Landstedet!"

"Ja, seer Du, Ragna, Tingen er, man skal bede Folk tidlig paa Eftersommeren: saa er de endnu ikke forspiste af alle de Middage, de har været til, og saa er der mange flere Retter at vælge imellem – det siger ogsaa Madam Siegler. – Har Du seet Julius?"

"Nei, han er formodentlig ikke kommen op endnu."

"Naturligvis! Der var nok Sportsfest igaar – Cycleløb eller Fodbold, eller hvad Pokker det var – hørte Du, naar han kom hjem?"

"Nei, jeg sov."

– "Vil Du saa se Listen over, hvem der skal bedes?"

Og Grossereren læste op. Der var een General og to Etatsraader mellem de projecterede Gjæster – der havde været den Tid, da han var glad for en Kammerraad ved sine Middage, men den Tid laa saa langt tilbage, at han ikke mere kunde huske den.

Ragna hørte efter af Pligt, ikke interesseret, men da hun ingen Bemærkninger gjorde, ansaaes Listen for approberet.

"Aa, kald paa din Moder," bad saa Grossereren, og Fruen kom.

Hun var det bedste Menneske og den bedste Kone under Solen, og hun havde kun to Sorger her i Verden: den ene var, at hun med Aarene blev noget corpulent, og den anden, at hendes Mand ikke længere tillod, at hun selv gik i Kjøkkenet – det passede sig ikke, mente han. Kun Syltningen maatte hun have med at gjøre, det var en Indrømmelse fra Mandens Side, og Syltetiden var derfor ogsaa hendes bedste Tid.

Invitationslisten blev læst op for Fruen, og Grossereren erklærede derefter, at hun skulde have Generalen tilbords.

"Det havde jeg jo sidst," tillod Fruen sig at bemærke.

"Ja, det kan ikke hjælpe! Du maa have ham: ellers bliver han fornærmet!"

"Aa, saa holder han Tale for mig!"

"Ja, lad ham bare det – det er sgu det, han bliver bedt for!"

"Men kunde Du ikke lade være med at byde Velkommen – saa har han da ingen Forpligtelser!"

"Nei, Velkommen vil jeg byde – og han taler forresten i alle Tilfælde – han taler nu storartet! Han kan saadan gribe et eller andet Ord, som en Anden har sagt og sætte Noget om det ind i den Tale, han har lavet hjemme – det beundrer jeg. – Hvor bliver Julius af?"

"Han kommer vist strax," skyndte Fruen sig at sige, "han var saa træt."

"Ja, det vil jeg tro! – Naa, der er Du – Dagdriver!"

Den saaledes Tiltalte var en stor Pløk paa atten Aar. Haaret var redt ned i Panden som paa en Bologneser, og Øinene stod kun paa Klem; gabende kom han ind i Stuen med begge Hænder i Lommen, og efter et søvnigt Nik til Deling mellem Familien smed han sig i en Stol.

Det var Grossererens ældste Søn Julius – Sportssønnen.

Det er muligt, at et tidligere Slægtleds physiske Opdragelse var forsømt, men Julius tilhørte den yngre Slægt, hvis hele Uddannelse saa at sige er legemlig.

I en Alder af ti Aar vandt han Præmier for Skøiteløb og figurerede jevnlig i Aviserne, og da han var fjorten, vurderedes en Anbefaling af ham for en ny Cycle-Model som en Udtalelse af en Autoritet. I Begyndelsen havde Faderen været stolt af Sønnen, naar han kom hjem med Præmieuhre, Potageskeer og Vandrepocaler, men efterhaanden som det viste sig, at det Eneste i Verden, Julius overhovedet bestilte, var at traine og starte, og at han – i Modsætning til Samson, der jo havde sin Styrke i Haaret – kun havde sin Styrke i Læggene, blev Grossereren ligefrem gal i Hovedet ved blot at se ham. Faderen skjældte ham ud – i Tide og Utide – Moderen forkjælede ham og gav ham de Penge, der var nødvendige til at dyrke Variétéerne og Forstadstheatrene for; thi helt uden aandelig Interesse var Julius heller ikke: han læste ganske vist ikke Andet end Cyclecataloger og Sportsblade, og han gik ikke i Theatret, men Parodier og Revuer kjendte han grundigt – kunde endogsaa sommetider fløite et særlig actuelt Refrain temmelig rigtigt – og af dem lærer man jo dog ogsaa saa meget, at man med lidt Freidighed kan snakke med om, hvad det skal være.

"Uh, den Dragt, Du har uglet Dig ud i," vedblev Grossereren. "Man kan faae Kvalme af at se paa Dig!"

"English fashion!" nedlod Sønnen sig til at bemærke.

"Hold Mund, Flab! – Jeg troer ikke, at jeg i to Aar har seet Dig paa Kontoret uden i ternede Knæbuxer og svedt Uldskjorte!"

"Herregud, lille Mand, han skal jo ud at bentraine," sagde Moderen.

"Hvorfor kom Du først hjem imorges?" spurgte Grossereren.

"Jeg pacede Hansen-Rod", svarede Julius gnavent – det kostede ham øiensynlig Anstrengelse at overvinde sig til at tale, "og saa festede vi ham bagefter."

"Rod – hvad for en Rod?"

"Ham, der var lige ved at vinde Verdensmesterskabet i Rotterdam."

"Aa, de forbandede Cycler, man kan snart ikke gaa for dem."

"Ja, hvad skal ogsaa alle de Fodgængere drive om paa Gaderne for – de kan jo blive hjemme! Det er sgu næsten ikke muligt at komme frem med sin Maskine, uden at vælte idetmindste en gammel Kone og et Par Barnevogne!"

"Laban! – Naa, hvad er der nu?"

Pigen kom ind og meldte, at Madam Siegler var ude i Entreen, og Madam Siegler – Kogekonen, der boede Dør om Dør med Jomfru Buxbom – blev strax indladt, hvilket Julius benyttede sig af til skyndsomt at forsvinde.

Der udspandt sig nu en længere Forhandling om Menu'en med Madam Siegler, og Grossereren spurgte tilsidst, om hun ikke havde et eller andet Nyt at foreslaa, saadan en fix lille Ret, der kunde stikkes ind mellem det allerede Vedtagne.

Jo, Madamen foreslog en Chartreuse, det havde de nylig havt hos den spanske Minister, vidste hun.

"Chartreuse?" sagde Grossereren. "Det er jo ingen Ret! Det er det grønne Skidt, Julius blev saa daarlig af ifjor!"

Madam Siegler forklarede nu, hvad hun mente med en Chartreuse, Menuen fik sin endelige Form, og Grossereren og Ragna blev alene, da Fruen havde en yderligere Kjøkkenforhandling med Madamen.

– "Hvad siger Du til, at Poul vil være Søofficeer?" spurgte Grossereren sin Datter.

"Ja, hvad skal man sige – naar han har Lyst til det, saa – "

"Det er den forbandede Plasken i Baad ude ved Landstedet, der har gjort Ulykken, og saa, at vi havde to Cadetter med til Julius' Bal sidste Vinter! Poul skulde have været i Forretningen – Julius bliver dog aldrig til Noget! – Naa det kan maaske alligevel ikke være saa galt – der er jo flere Prinser i Marinen."

"Ja, hvad saa?"

"Hvad saa, hvad saa – man kan aldrig vide – ja, det kunde jo dog tænkes, at man engang gjennem Poul kunde se en Kongelig Høihed ved sit Bord!"

Ragna nøiedes med at smile, og Grossereren studerede meget omhyggeligt Verdenskortet.

"Veed Du, hvor Yocobora ligger?" spurgte han pludselig.

"Nei – jo, er det ikke en Republik i Mellemamerika?"

"Troer Du? – Ja, her er den sgu! Den seer ikke ud af Meget! – Veed Du, hvad Sprog de taler der?"

"Det er vel Spansk, tænker jeg."

"Spansk – mon det er meget svært at lære?"

"Ja, det er det vel nok."

"Ja, jeg mener ikke saadan rigtigt – men saa meget, at man f. Ex. kunde holde en Tale – den skulde naturligvis være skreven i Forveien – dersom der kom en Orlogsmand fra Yocobora hertil – de har en Orlogsmand veed jeg!"

"Men hvad vedkommer det Dig?"

"Aa, ikke saadan – ja, jeg kan forresten gjerne betro dig det: Møller, der har været Generalconsul for Yocobora, flytter fra Byen og vil derfor sælge – ja, ikke ligefrem sælge, naturligvis, for det kan man ikke – men han vil mod en Affindelsessum anbefale mig til Regjeringen derovre, saa at jeg kan blive hans Eftermand."

"Men Fader dog!"

"Ja, Du skal ikke saadan uden videre slaa det hen min Pige. Ganske vist er Yocobora kun en Republik – og Ordener har de ikke, jeg har forhørt mig – men Uniformen er sgu storartet: trekantet Hat, Kaarde og Guldbroderi i Masse, baade paa Kjolen og Benklæderne – jeg har prøvet Møllers Kjole: den passer mig, som den var syet til mig, og han har kun havt den paa to Gange."

"Men tænker Du da virkelig – "

"Ja, det veed Gud, jeg gjør! – Det er nu forresten mest for din Moders Skyld."

"For Moders Skyld?"

"Ja, seer Du, jeg er Grosserer – 'Grosserer Lange', det kan man baade sige og skrive – men din Moder er slet og ret Frue – 'Fru Lange,' hverken mer eller mindre. – Kunde Du nu ikke unde din egen Moder at hedde Generalconsulinde, og troer Du ikke, hun vilde have Glæde af Uniformen?"

"Skal Moder maaske ogsaa have Uniform?"

"Snak! Men hun kan da vel glæde sig over min! – Hvad er der nu?"

Pigen meldte, at den Herre, der havde spurgt efter Grossereren igaar Aftes, var her igjen.

"Hvad for en Herre?"

"Candidat Berner."

"Kjender Ingen af det Navn – ja, lad ham saa komme i Guds Navn!"

Berner kom ind.

Han var i sort Diplomatfrakke, og da hans Diplomatfrakker altid, endnu mere end hans daglige Tøi, saae ud, som de var for store til ham, og havde et Snit, som om de var syet til hans Bedstefader, gjorde han ikke noget egentlig imponerende Indtryk.

Det gjorde derimod Grossereren. Han stillede sig op ved Pulten, slog ud med Haanden som en Minister, der første Gang giver Audiens, og spurgte i en nedladende Tone:

"Hvad er til Deres Tjeneste?"

Roligt og sagligt begyndte Berner at fortælle, at han den foregaaende Aften havde seet en lille Pige, der nok boede her i Baghuset, og i hendes Belte havde han opdaget et Par visne Blade, som hun paa Forespørgsel erklærede at have faaet af Grossererens yngste Søn.

"Hm," hostede Grossereren og saae fortrædelig ud.

Disse Blade, vedblev Berner, der tydelig nok hidrørte fra en Plante af Slægten Kløver, var desværre i en saa forkrøllet Tilstand, at det var ganske umuligt med blot nogenlunde Sikkerhed at afgjøre, fra hvilken Art de hidrørte, men saa vel Stængel som Blade – Blomst var der uheldigvis ikke – mindede alligevel paafaldende om en Kløver – Trifolium resupinatum – som ellers nærmest hørte hjemme i Italien, men som i sin Tid havde voxet paa Pladsen omkring Thorvaldsens Musæum, hvorhen den bevislig var bleven bragt med det Hø, som havde været brugt ved Indpakningen af Marmorstatuerne nede i Rom, og da det nu var ham, Berner, af største Interesse at erfare, hvorledes denne Plante – hvis det virkelig var den – kunde være kommen her, saa tillod han sig —