Skovstrup-Folk: To Fortællinger

»Den første Sextur med Dem,« svarede hun og rykkede sig tilbage i Sædet.

»Og hvis det bliver mig selv?«

»Saa gaar det om igjen,« sagde hun med et lille Smil paa ham.

Annette lagde sin venstre Haand ovenpaa Lindenbergs, saa lagde Sidsel sin igjen, saa Lindenberg sin.

»Nu begynder vi,« sagde Annette og trak sin højre Haand, der var underst, til sig. – En!«

Hun lagde den paa Lindenbergs. Sidsel tog sin og talte: »To!«

»Hvor langt tæller vi?« spurgte Annette.

»Til elleve,« svarede Lindenberg hurtigt.

Lyset henne paa Kommoden knitrede i Stagen. Stearinen smeltede, den sidste Rest af Vægen bøjede sig og druknede. Lyset gik ud.

De lagde ikke Mærke dertil. De vare saa optagne af at tælle.

»Otte!«

»Ni!«

»Ti!«

Elleve faldt paa Sidsels Haand.

»Saa bliver det os to, der skal have Sexturen,« sagde Lindenberg.

»Det gjør det nok,« svarede Sidsel og rykkede sig lidt frem igjen.

»Jeg maa se, om jeg kan finde noget Øl,« sagde Annette. »Jeg dør af Tørst.«

Hun smuttede hurtigt ud af Stuen.

»Gik det ogsaa ærligt til?« spurgte Sidsel og gled lidt fra ham. Der var nu bedre Plads i Sofaen.

»Hvilket?« spurgte han.

»Det med elleve.«

Fra Salsdøren faldt en Smule Lys ind. Hun nærmede sig hans Ansigt og saâ lige paa ham.

»Jeg kan se paa Dem, at det var ikke ærligt. De er vist dygtig til at regne.«

»Tror De? Vi kan jo lade det gaa om igjen, hvis De ikke er fornøjet med Udfaldet,« sagde han og lagde igjen sin Haand paa hendes. Den laa i hendes Skjød.

Hun drejede Haanden, saa han kom til at omfatte den. Den var smal og elektriserende varm.

I det samme kom Annette tilbage. De rejste sig pludselig som efter fælles Indskydelse.

»Skal vi saa have den Sextur?« spurgte Lindenberg.

»Ja og saa skal vi af Sted,« sagde Annette. »Klokken er over to.«

V

Annette kom paa Højskolen, og Hanne Mørkens gik hver Dag ud i Marken og malkede Anders Jepsens Kør. Skulde der bages, brygges eller vaskes, var hun i Anders Jepsens Gaard hele Dagen.

Naar hun kom fra Marken om Morgenen og havde faaet siet Mælken, tog hun og Maren sig en Spølkum Kaffe med Finbrød til i Køkkenet. Hanne satte sig paa den nedre Ende af Vinduesbænken, Maren paa en Stol ved Komfuret.

»Du kommer til at blive her i Dag, Hanne,« sagde Anders Jepsens Kone en saadan Morgen; det var i Begyndelsen af Juni, en Maaneds Tid efter Annettes Bortrejse.

»Skal der gaa nøve for sig?« spurgte Hanne.

»Jeg fik Brev fra min Søster i Pilegaardene igaar, at hun er bleven saa møje dejt vov. Jeg har tænkt at gaa ud og se til hende i Dag. Det er godt Vejr.«

»Hvad fejler hun?«

»Det stod der ikke noget om. Det var et af Børnene, der havde skrevet.«

»Ja du kan lempe dig, naar du vil. Jeg skal nok blive. Kommer du igjen til Aften?«

»Det venter jeg. Nu er Dagene jo lange.«

»Hvis det bliver sent, kan jeg gaa ud og møde dig. Det er ligodt mørkt i Skoven. Gaar du forbi Per Skrædders?«

»Det bliver vel den nærmeste Vej, men det er datte værd, du gaar naare Steder. Er hun dejt vov, bliver jeg der kanske i Nat, hvis ikke gaar jeg derfra i god Tid.«

Bag Skovstrup Skove bredte sig en milevid Strækning af Mose, Skov og lyngbevoxede Sandbanker, fordelt mellem fire Sogne, som her stødte sammen i en Spids. Hist og her laa en lille Gruppe af Gaarde og Huse, aldrig saa mange dog, at de vare komne til at danne nogen By. Til nærmeste Kirke var en Mil eller halvanden; fra de mere alfare Veje førte en Mængde Stier dertil gjennem Skove og langs Moser, men regulære Kjøreveje skortede det desto mere paa; man maatte hjælpe sig som man kunde.

I dette Terrain laa Pilegaardene, hvor Marens Søster boede; der kunde vel være en lille Mil dertil.

»Du kan gaa lidt nemt over det med Middagsmaden,« sagde Maren, »for Lindenberg kommer ikke her i Dag. Børnene skal ikke i Skole, og han sagde igaar, at han vilde saa tage til Odense.«

Paa Landet har Børnene fri fra Skolen hver Onsdag i Juni og Juli Maaneder.

»Naa da,« sagde Hanne, og der gik et spottende Smil hen over hendes store Ansigt. »Saa vil der nok snart spørges nyt.«

»Hvordan mener du?«

»Jo Per Skrædders Sidsel tog til Odense igaar og kommer først hjem i Aften.«

»Hvad kommer Per Skrædders Sidsel Lindenberg ved?« spurgte Maren heftigt; men samtidig gik der et Stik igjennem hende, saa hun nær havde tabt Kaffekoppen af Hænderne.

»Hun kommer ham ved, som hun er kommen saa mange andre ved,« svarede Hanne lige saa bistert.

»Du vil vel ikke sige, at Lindenberg og Sidsel Skrædders har sat hinanden Stævne i Odense?«

»Nej, for det vej jitte nøve om,« svarede Hanne. »Men helt fremmed for hinanden er de ikke, og naar det saa sker, at han tager til Odense, mens hun er derude, saa er det det, jeg mejn, at vi snart vil spørge nyt.«

Maren var bleven helt bleg. Hun frygtede for, at Hanne allerede havde læst mere, end hun skulde, men for ikke at gjøre Overgangen for brat, vedblev hun i en mere almen harmfuld Tone:

»Jeg antager dog, at Lindenberg holder sig for god til at have noget med den Tøjte at gjøre.«

»Jeg kan kun fortælle, hvad jeg sjèl har sejt, men forresten ikke har nævnet til naare før. Det er nøve, som ikke kommer mig ved, og desuden gider jeg ikke tænke mere end højst nødvendigt paa Sidsel. Jeg har græmmet mig nok for hendes Skyld.«

»Tror du virkelig, at de er forlovede?« spurgte Maren og havde Møje med at holde Stemmen fra at ryste.

»Jeg saâ lidt af Begyndelsen. Det var oppe hos Jakob Mikkelsens til Brylluppet. Jeg var der jo i de Dage og hjalp til i Køkkenet; saa ud paa Natten, da vi var færdige med at vaske op, gik jeg et lille Smut om til Havevinduerne for at se paa Dansen; jeg var naturligvis ikke klædt paa til at komme ind i Stuerne. Der kom jeg til at se ind i Havestuen, og der saâ jeg to sidde og næbbes i Sofaen. Der var for mørkt til, at jeg kunde kjende dem; men i det samme kom en tredje ind. Det var Annette. De andre to fløj op, og saa fulgtes de alle tre op i Salen, og da de kom i Døren, kunde jeg se, det var Sidsel og Skolæreren.«

Maren tav bom stille. Hun turde ikke røre sig fra Stolen; den første Bevægelse vilde blive en Forræder mod hende, og denne Stilling var det ikke mindre. Hun var pinlig stædt.

»Det havde jeg ikke ventet af Lindenberg,« sagde hun omsider og rejste sig. I det samme laa Kaffekoppen i Skaar paa Gulvet. Hun havde allerede længst sluppet den af Hænderne i Skjødet, og da hun nu rejste sig, havde hun Tankerne helt andre Steder. Dette sidste slog Hovedet paa Sømmet. Hun saâ af Hannes stjaalne Blik, at denne forstod det hele, og i Harme over, at hendes smukke Plan saa uformodet var tilintetgjort, en Plan der havde kostet baade Hovedbrud og Skillinger, og at hun var gjennemskuet af sin egen Huskone, brast hun i en forbitret Graad og løb ind i sit Sovekammer.

Da hun en Times Tid efter igjen traadte ud i Køkkenet, var hun paaklædt til at gaa til Søsteren. Øjnene vare endnu en Smule rødkantede, ellers var der intet at mærke. Hanne Mørkens havde lige sat en Gryde Vand over Ilden og stod og fyrede med noget gammelt Gærdebrænde. Hun lod som ingen Ting.

»Du kunde nok ikke begribe, hvad der gik af mig,« sagde Maren paa sin sædvanlige sødlige Maade; »men jeg kan gjærne sige dig det.« Hun standsede forlegent og gjorde sig et Ærende hen til Tinrækken.

»Det kan du lige som du vil,« brummede Hanne. »Det er nøve, der ikke kommer mig ved.«

»Jeg vil ikke nægte, at jeg havde forstaaet Lindenberg anderledes. Han har nu kommet her over et halvt Aar daglig, og for mine Øjne at se – men der er jo dem, der ikke kan andet end holde Folk for Nar. Vi havde ellers nok fortjent en bedre Behandling af Lindenberg, tykkes mig.«

»Det kan jo ogsaa være, at jeg tager fejl,« mumlede Hanne. »Tiden vil vise det. Der er da heller ikke noget ondt i, at du gjærne ser Annette godt forsørget. Jeg skal nok holde Mund.«

Maren havde faaet en Del at tænke paa paa Vejen til Pilegaardene. Hun havde levet sig mer og mer ind i den Indbildning, at Annette skulde være Skolelærerkone i Skovstrup; hun havde ikke sat saa lidt paa det Kort; Anders Jepsen, som havde saa stor Tillid til hendes Kløgt og havde sat Penge i Foretagendet, vilde lade hende det høre hele sin Levetid. Og saa at Lindenberg kunde foretrække én som Per Skrædders Sidsel for Annette! Og saa at Hanne Mørkens skulde blive hendes fortrolige, blive Vidne til hendes Nederlag! Det var en Ydmygelse, som Kvinder af hendes Art, disse sødlige Kvinder, aldrig glemme.